Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
At være sig selv
har afbladet sig selv som et Løg, uden at finde nogen personlig
Kærne, og han i sin Fortvivlelse raaber:
Hvor var jeg som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg med Guds Stempel paa min Pande?
svarer jo Solveig:
i min Tro, i mit Haab og i min Kærlighed.
Tanken er dog ikke rigtig klar her; thi det er jo egendig ikke
sig selv, Per finder hos Solveig, det er Guds Tanke med ham,
det er Idealet af sig selv, han finder i hendes Hjerte.
Hos Johannes V.Jensen („Einar Elkær") er Forholdet klarere
fremstillet, selv om han ganske sikkert vilde forkaste den
Forklaring, som jeg giver af det fremstillede.
At man først finder sig selv, ja, at ens Selv først bliver til
ved Mødet med et andet Selv, udtrykker han saaledes (Side 61):
Jeg mener noget, som jeg gaar og drømmer om skal hænde
mig. Nemlig at jeg skal træffe et Menneske, et eneste, overfor
hvem mit Selv kan vise sig helt og siden blive ved at være
det" .... „Som jeg gaar nu, er jeg jo meningsløs — en negativ
Kraftmængde, som egenlig slet ikke er, før den positive
Modsætning kommer til." . . . „Ved De, hvordan hun skulde være?
Jeg vilde fremfor alt, ja, jeg vil ene og alene have, at hun skal
være mig hengiven, jeg vil føje, at én har sat sin Lid til mig
alene og sætter Pris paa alle Ting hos mig — det skal binde
mig sammen." — Det er ikke nogen fint nuanceret Forstaaelse
af alle hans Egenskaber, han forlanger af hende, men en
forskelsløs Hengivenhed over for det hele. Men en saadan
ikke-nu-anceret, ganske udifferentieret Hengivenhed er enten rent
udvortes-sanselig eller, hvor den skal have en Virkning som den her
angivne, (tillige) noget mystisk, en Hengivelse til det, der ligger
bagved Egenskaberne og Sansen for dem.
Klarest og mægtigst er dog Amalie Skram i hendes „Agnete".
Dette Skuespil handler jo direkte om det at komme igennem
Egenskabernes Jæmgitter ind til Selvet, Hjertet, — ind til den
andens Hjerte og derved finde sig selv.
Agnete, der er skilt fra sin Mand og fra sin Slægt og aldrig
har lært at arbejde og ernære sig selv, har laant og løjet og
slaaet Plader, ja, ligefrem stjaalet — fra Folk, som hun vidste
kunde taale det — for ikke at ligge sine fattige Venner til Byrde.
Hun elskes af Berg, en Hædersmand, som ikke er andet end en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
