Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - J. P.Jakobsen: Danmarks Riges Historie. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Danmarks Riges Historie
sten bliver en Ulykke for Landet i 600 Aar. Men Feudalaanden
virker lige saa voldsomt, om end mindre langvarigt, i Landet selv.
I Stormandsklassen er intet tilbage af den nationale Samlingsaand
fra Absalons Dage. Man læse Skildringen i Danmarks Riges
Historie S. 237 ff., og man vil faa et kraftigt Indtryk af en
gen-nemfeudaliseret Tankegang, der hverken rummer
Fædrelandsfø-lelse eller nogen anden Samfundsfølelse. Gennem de slesvigske
Fyrstelensmænd trænger den dygtige holstenske Greveslægt og
dens Følge af tyske Krigere frem til Magt i Kongeriget, hvis
Stormænd i deres ubændige Bevægelsestrang med Glæde tager
imod enhver Hjælp imod den danske Kongemagt, men som,
inden de kommer til Besindelse, selv fortrænges fra Borgene af
de fremmede. Den naive Skuffelse over denne Tingenes Vending
kommer i Tiden omkring 1330 frem hist og her som en
vaagnende „Danskhed". I den jyske Aarbog hedder det: „Rigets
Æd-linge, som haabede, de skulde regere efter Kristoffers Fordrivelse,
blev nu af de Tyskere, de selv havde indkaldt, plagede, fangne
og gjort til Trælle", og, tilføjer Erslev, det var saa meget
tungere, som den danske Tradition fra Valdemarstiden havde
vænnet Danskerne til at se foragteligt paa Tyskerne. Lyø og senere
bitre Erfaringer havde modificeret denne Opfattelse lidt men ikke
i Retning af Selverkendelse. Tyskerne var ikke blot svage, men
de var rænkefulde. Et Stykke af Rydaarbogen vækker helt
besynderlige Tanker hos moderne danske Læsere: „Mærk, Læser,
at Tyskerne aldrig eller dog kun sjældent har sejret eller
triumferet uden ved Forræderi og Bedrageri, som de har af Naturen"
(„O Danmark, du aldrig paa Rænker dig forstod..."!). Denne
Betragtning var naturligvis en Trøst, men den forandrede ikke
det virkelige Forhold, at det var Tyskerne, der var Herrer. Og
i hvilken Grad minder ikke „Danmarks Klagesang", „Sørg og
vrid kun dine Hænder — sorgbetyngte Fædreland" (delvis
gengivet S. 272) om fædrelandsk Digtning 600 Aar senere.
For den danske Fædrelandsfølelses Historie er det interessant
at se, at Udviklingen her ikke er forskellig fra den
almeneuropæiske i en lidt tidligere Tid. Feudalaanden er meget længe om at
udvikles til dansk Statsfølelse. Havde det tyske Herredømme før
1340 vakt en og anden personlig truet Stormand til „Danskhed",
saa svales Danskheden igen betænkeligt overfor Valdemar
Atterdags kongelige Energi. Da det meklenborgske Dynasti traadte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
