Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
Richard Strauss’ Salome
forme en musikalsk Bygning over dem; nej Hovedsagen er for dem
at bringe „Tonemalerier" i Stand; for R. Strauss og Konsorter er det
ligefrem Teori, at det melodiske Indhold i et Musikstykke er en
forholdsvis ligegyldig Ting, blot man forstaar at omsætte alt i Farve. Og
disse Tonemalerier udføres saa ved de mest brogede og mangfoldige
Orkesterkombinationer. Selvfølgelig kan da ogsaa paa denne Maade
mangen flittig Stræber med manglende Melodiindfald „komponere*.
Det er da heller ikke mere blotte Stemninger og Følelser, man vil
udtrykke, men i den rent udvortes Programmusik, som fylder
Koncertsalene, giver man Begivenheder, undertiden hele episke Digtninge og
Romaner til Bedste. En bearbejder i en Serie af symfoniske Digtninge
Odysseen; en Anden har fornylig skildret Livet i Pompeji Aar 79 e.
Kr. og sluttelig det Udbrud af Vesuv, som ødelagde Byen. Osv. osv.
Og naar den realistiske Fremstilling af det grufulde spillede en saa
stor Rolle i Forfaldsskulpturen, saa er vi jo nu omtrent lige saa vidt:
ligesom det f. Eks blev en plastisk Opgave, at den hellige
Bartholomæus flaas, saaledes bliver det nu en musikalsk Opgave at skildre
Jochanaans Stønnen før Henrettelsen og sluttelig Hovedets Fald.
Et yderligere Lighedspunkt mellem Forfaldsskulpturen og vor Tids
Modemusik er Behandlingen af Allegorierne. Disse Tankevæsner,
hvilke — som Burckhardt saa rigtigt bemærker — har et sårt Liv,
tages i begge Tilfælde saa uendelig bogstaveligt. I Skulpturen
fremstilledes ofte rent allegoriske Figurer i ganske lidenskabelig Affekt og
med saa outrerede Bevægelser, at det kommer Grimacen nær. Maa
man ikke derved tænke paa saa meget af den moderne
Programmusiks Vanvid? Richard Strauss har søgt at sætte „Also sprach
Zarathu-stra" i Musik som symfonisk Digtning. Og hvad mener man om
følgende? Her i Berlin blev i Fjor opført en Komposition: „Mennesket",
efter Lesser Ury’s Triptychon skildret i Form af et Præludium og en
Tripelfuga for Orkester; den indeholderet „Troens, Haabets og
Kærlighedens Tema" (alle tre i ét Tema!!), et „Thema der
Vergäng-lichkeit alles Irdischen" osv. Man mærke vel: denne Komposition
er af en Berliner Kritiker, som bl. a. i Fjor har forbrudt den Ytring,
at Schuberts Kvintet i C-Dur (hvis Adagio vel er det skønneste,
Schubert overhovedet har skrevet) er et ret ubetydeligt Stykke. Og
naar Forfaldsskulpturen sluttelig naar derhen at modellere Skyer, paa
hvilke Helgener ligger i hysterisk Ekstase med halvbrustne Blikke —
hvad kan man da endnu vente sig for Effekter af Programmusikken?
Man høre endvidere nogle Ord af Burckhardt om Bernini:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
