Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Ryberg Hansen: Legende og Historie (J. Jørgensen: Frans af Assisi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556
Legende og Historie
og hans oppositionelle Idealer. Lad Frans end nok saa stærkt
have udtalt sin Underkastelse under Kirken — det bliver dog
næppe rammende at sige som Joh. Jørgensen: Kærnen i hans
Præken var den absolute, ubetingede Tilslutning til den romerske
Kirke og den deraf følgende dybe Ærbødighed for samme Kirkes
Præster (S. 124). Kærnen i Jesu Forkyndelse var visselig ikke
Underkastelse under de jødiske Autoriteter. Og dog kan han
maaske have sagt: at man ubetinget skulde lyde dem, der sad
paa Mose Stol, at ikke en Tøddel skulde forgaa af Loven.
Optaget som han er af det positive — sine Idealers Gennemførelse
— har den reformatoriske Genius ikke altid Blik for det
negative: disse Idealers Modsætning til det overleverede. Ogsaa Luther
ansaa sig længe for Kirkens tro Søn. Hvor meget naturligere er
da slig Inkonsekvens hos en umiddelbar, poetisk Natur som
Frans!
Overhovedet kan det vel næppe stærkt nok betones, at
Re-flektionen hos Frans træder stærkt tilbage, at han er i usædvanlig
Grad følelsesbehersket. Hans Følelsesbetagethed stiger ofte til
Ekstase. „Der var Tider og Timer, hvor det steg som Sang i
hans Sjæl, og stille begyndte han tilsidst at nynne den Melodi,
som han hørte i sit Indre ... Klarere og klarere lød Melodien
for ham, stærkere og stærkere steg den i ham — saa greb han
fra Jorden to Grene eller to Stykker Træ, lagde det ene til
Kinden, som var det en Viola, og førte det andet hen derover som
en Bue over Strengene. Højere og højere sang han, ivrigere og
ivrigere fortsatte han sit stumme Spil, hvis Vellyd ingen uden
han selv kunde høre, idet han rytmisk vuggede Legemet frem
og tilbage efter Takten. Indtil omsider hans Følelse overvældede
ham, og idet han lod Viola og Bue falde, brast han i brændende
Taarer og gik under i sin Sjæl som i en Bølge." (S. 237.)
Fra denne kvindelige Oversensibilitet lader der sig vistnok
drage Linier til det patologiske, der fremtræder saa stærkt mod
Slutningen af hans Liv. Her tænkes særlig paa Stigmatisationen.
Som bekendt berettes det, at Frans’ Legeme blev et Afbillede af
den korsfæstede Kristus, idet der viste sig Mærker paa hans
Hænder og Fødder der, hvor Naglerne maatte tænkes anbragte,
og et Saar i hans Side der, hvor Lansestikket ramte Kristus.
Den første, der forsøgte en egentlig historisk kritisk Behandling
af Frans’ Historie, den bekendte protestantiske Kirkehistoriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
