- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
626

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

626

Eneboerne

Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker Dem,"
— hun tav, thi hvad skulde hun sige, — „og giv mig Deres
Sorger, lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen," sagde
hun og brast atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder.
„For hvert Øjeblik, jeg er sammen med Dem," sagde han,
„elsker jeg Dem højere. Naar De vil have, at jeg skal tale til Dem
nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det. Se jeg giver Dem
min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og lade Dem
glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg
havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg
vilde have haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner
og Slægt, jeg vilde have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe
imod. Alt, alt dette er nu min Kærlighed til Dem. O, den er lige
saa øde og unyttig som denne golde 0, som Søfuglene kredser
om. Maatte De glemme den igen." Et Øjeblik stod de tavse, og
det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer
i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for
selv at synge højt og vældigt. „Havet," sagde han, skyllede mig
over Bord her fra mit Skib," han tænkte sig om, „Bellona, en
Novemberdag for mange Aar siden, inden De blev født, maaske.
O, hvis jeg havde levet og hvis jeg havde inddrukket hele det
Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det, vilde jeg være død
nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et glad
Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne,
„Anda-lusias" Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til
denne 0, førte deres Skatte med sig, og deres Hjerter er
lænkede til dem, midt i deres Elendighed volder deres Guld dem
Glæde. Men hvor er det, jeg længes efter — det er ikke til.
Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, — rummer hendes
Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min brændende
Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger — kan
jeg forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig,
der elskede mig, som jeg elskede højere end mig selv, har alt
forandret sig, hvorledes skulde min evige, fortabte Ungdom kunne
forstaa det? Nu tænker jeg ofte paa en lille Broder, jeg havde,
der døde som Barn. Vi elskede hinanden meget højt. Har hans
blege Skygge, — o, ikke blegere, o, ikke mer skyggeagtig, end
jeg er nu — undertiden kredset om vore Senge for at finde sit
gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:51 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0642.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free