Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
628
Eneboerne
hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes Hjerte meget tungt
Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv, hun følte, var,
da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte
selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se
hende igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes
Mand derom. Dette var den første Vanskelighed, der ramte ham,
efter at han var kommet til sin øde 0. Hans Ophold paa Øen
lige til dette Øjeblik havde været en stor Nydelse, en Fryd for
hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet udfolde sine Vinger
og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han saaledes
kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føie dens Vande
lukke sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit
eget Væsens Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været
alene paa Øen, vilde han have fuldendt sin Bog uden at skænke
noget andet en Tanke, nu begyndte han at overveje, om han
kunde sende hende hjem, hvis denne Ensomhed tyngede paa
hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi med andre
Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne 0.
Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op,
og mens den steg og stadig steg og slåp sin rasende Harme løs
over Øen, vidste Lucie, hvad den betød, og at den var en
Trusel, gentagen, fordi den første ikke blev forstaaet, saa skummende
og fnysende, fordi den, der udstødte den, var ved at tabe
Taal-modigheden. Utilfreds med Virkningen af den første Advarsel og
ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte Havet dem i
9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.
Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme,
nu, naar den kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags
hensynsløs og løssluppen Leg styrtede sig ned igennem
Skorstenen og fyldte Stuen med Røg, og der var andre Stemmer end
Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal i hendes
eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort
frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre
Ansigter sig paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene
og bankede andre Hænder paa Ruderne og Døren. Ligesom
Havet under en Stormflod begyndte Havets hemmelighedsfulde
Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt de
Hindringer betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og
oversvømme, løfte og gynge alting og at trænge ind overalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
