Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
630
Eneboerne
skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og gøre
dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min." — De opholdt
sig nu udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten,
i et Slags Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde
Brug for, men da de ikke kunde faa Ilden til at brænde, begyndte
deres Maaltider at blive meget ensformige. Lucie sad med sin
store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet og følte dog sine
Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da han
vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget
koldt for dig, Lucie," sagde han, „fortryder du, at du kom? —
Men jeg lover dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja
rigelig Betaling." Det havde han længe tænkt paa at sige hende.
Hun saa op paa ham, hun hørte kun utydeligt, hvad han sagde.
De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget,
det var et langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra
Huset, og det tog Tid at hisse Spanden op og ned.
Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at
hente noget. Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en
Stol, som blev skudt tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var
tom, og da hun lukkede Døren op, saa hun sin Gæst fra to
Gange før i sin gamle Trælænestol foran det kolde Ildsted, og
hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang, hendes egne
Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op
paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende,
da hun kom ind, saa saå han paa hende med et besynderligt
mørkt Blik og skød Stolen tilbage. Jeg er meget dristig," sagde
han, „at jeg trænger ind i dette Hus, mens det endnu er beboet.
Men det har saa længe været mit alene, ved De, og vil saa snart
blive det igen. Jeg vidste ikke, at De vilde komme herind. Jeg
opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit Løfte er brudt"
Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til hende.
„Hvorfor er De her endnu," sagde han, „længe holder jeg det
ikke ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se
andre lide? Ved De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?"
„Hvordan kan du forlange, at jeg skal rejse nu?" sagde hun. „O,
jeg beder Dem, og bønfalder Dem," sagde han, „hvorfor vil De
binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De rejse, — men
se dog, hvor alt binder Dem hertil — og hvad skal befri Dem?
Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
