- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
633

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eneboerne

633

lelse af Ømhed og Kærlighed til hendes spinkle, ødelagte Legeme,
til hendes svage og forvirrede Aand, en ligefrem Tilbedelse deraf,
saa at han kom hen og knælede for hende; og da følte han,
ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i Verden,
og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre
Mennesker langt borte. „Min Elskede, min Elskede," sagde han, „frygt
ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad
jeg har gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær
rolig, min Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig,
hvorledes jeg elskede dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede.
O, du maa tilgive mig, at jeg har taget dig hertil. O, du, min
dyrebare Elskede, tilgiv mig og frygt ikke. Jeg vil beskytte
dig, hvad er der da at være bange for?" — Hun hører mig
ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale.
Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos
hende hele Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han
følte, at dette var en forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa
Ilden til at brænde, kogte han Vand og lavede Te til hende.
Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen Ende vilde tage, da
farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det
højt-bevægede Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da
han vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne,
han gik hen til hende, hun sov. — Da hun vaagnede, skinnede
Solen, men Stormen larmede endnu højt som før. Eugéne sad i
en Stol ved Vinduet og sov, hans Ansigt var ligblegt, han havde
gennemgaaet som en svag Afskygning af hendes Kamp i denne
Nat Endnu var hun forfærdelig mat som før, men ved Tanken
om, at han var saa nær og ved at føie sig levende endnu, smilte
hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde.
Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans
Tanker begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke
tør vove sig til at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den
Mulighed er der. Hun var saa uvant med at føie Glæde, at dette
Øjeblik var som en ny dyb Fryd. Hun saa paa Ilden, den var
ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække ham, og hun følte
sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den. Der
begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom
langt borte fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa
megen Kraft i hende, at hun kunde tænke: den kan bæres, thi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 12:35:51 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0649.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free