Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Fr. Vetterlund: Svensk Nutidslyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
901 Svensk Nutidslyrik
Dog ogsaa hos de yngre er denne Arv fra 80 Aarenes
hedenske Naturalisme, denne Dekadentromantik med
Løvfald-tidens gule Bladpragt, bleven mødt af en anden virkelig vaargrøn,
„livsbejaende" og i selve Livsroden harmonisk Poesi, skønnest
og ejendommeligst hos Karlfeldt. Nogen almindelig „Strømning"
kan for Tiden ikke fastslaas. Sønderreven og lykkelig, hedensk
og kristelig farvet Lyrik blander sig, og især hos de yngste kan
man stundom slet ikke fastholde disse Linjer.
Den Masse Virkelighedsstof, som de ulyriske 1880-Aar
kastede ind i Prosadigtningen, er imidlertid stedse senere ogsaa
kommet Lyriken til Gode, endog ud i de yngstes Nyfosforisme.
Af dens Stof har der uddannet sig nye lyriske Stilarter. Og at
denne Teknik er uddannet, i Vers som i Prosa, det er 80
Aarenes virkelige litterære Gerning.
Allerede omkring 1880 havde Skaaningen A. U. Bååth draget
dette Virkelighedsstof ind i Verset til smaa Genrebilleder, som
forholdt sig til deres Samtids øvrige Poesi, omtrent som
hollandske Landskaber eller Billeder fra Hverdagslivet forholder sig til
italiensk eller fransk idealistisk Maleri. Disse Bååths Vers var
holdt tørt og umusikalsk, noget som dog netop betinger deres
ejendommelige Karakter, og de var udpræget skaanske, og
erobrede for vor Lyrik et bestemt Stykke Land med dens
ejendommelige Jordlugt. Det var i øvrigt en ret robust og bastant Lyrik,
denne, og ærlig ejendommelig, men ikke egentlig henrivende.
Senere har Bååth med langt mindre Held forsøgt sig med større
fortællende Digtcykler.
Fra Bååth udgik, synes det, Ola Hansson i sine
Landskabs-stemninger fra Skaane. Men medens Bååth gav kraftige Omrids
og en Del levende Staffage, opløses hos Ola Hansson alt i
Vibrationer, Dæmring, Lysblink og Farveskiftninger, givne saa skarpt
og præcist, at de ligesom træffer vore blottede Syns- eller
Følenerver. Og den Tidsaandens Pessimisme, som hos Bååth kun
lige netop begyndte at anes som en graanende mulen Himmel
over Digtningen, den vaander sig og jamrer i højeste Feber i de
Hanssonske Strofers røde Ulyst-Atmosfære, deres sygeligt
inderlige Mollrytmer, som ejer Violinstrøgets Finhed. Vi er helt under-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
