- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
917

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Th. Klaveness: Underbevidstheden

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

U nderbe vidstheden

917

havde dog ikke denne Tone fra Fødselen af. Den maatte
indspilles eller opspilles i dem. Betingelserne for den var straks til
Stede — de haandgribelige Betingelser: Formerne, Stoffet. Hvad
Violinerne manglede var bogstavelig talt Brug, Erfaring,
Oplevelse.

Men disse Oplevelser kom. De kom i Mængde — for enkelte
i Overflod. Og de bedste af disse Violiner gik stadig fremover,
deres Tone blev altid rundere, glattere, egalere. Til sidst blev de
som en levende og rig Sjæl: der var ingen Tone, ingen
Stemning, de ikke kunde give. Den Dag i Dag synger de lige
vakkert Sydens Barcarole og Nordens Høstsang.

Det var dog ikke alle de gamle Cremonesere, som taalte
Livets haarde Berøring. Enkelte af dem var enten for tynde —
sandsynligvis fremstillede saaledes med Flid for at „give let an"

— eller Veddet kunde være for haardt eller for sprødt, uden at
Mesteren havde opdaget dette. Ogsaa disse Violiner er gode.
Men de er nervøse. De maa behandles som levende, forfinede
Væsener, ikke udsættes for store Temperaturovergange, ikke
„angribes", i alt Fald ikke meget, og maa ikke anvendes til
daglige Øvelser. De bliver da trætte, overanstrengte. Og det ikke
bare billedligt. Den Violinist, som selv ejer et saadant
Instrument, ved, at der er ingen Forskel paa hans og Instrumentets
Indisposition. De er anstrengte, trætte og nervøse paa samme
Maade. De mange Historier om, hvorledes Virtuoser behandler
disse deres capriciøse Instrumenter, er derfor ikke, som det ofte
antages, intetsigende eller opdigtede. De fortæller lige saa meget
som den Maade, hvorpaa Impressarier eller Teaterchefer
behandler capriciøse Primadonnaer. Men — er de i Vigør, disse
tynde, gamle Instrumenter, synger de saa skønt som de tykke
Stradivarier eller Guarnerier, hvis Stof endnu har holdt ud de
brutale Angreb, eller hvis Skæbne har været gunstig for deres
Udvikling. De er bare ikke Sliddets Børn, men Hvilens, Festens

— derfor ogsaa mindre værdifulde. De agtes som det Menneske,
om hvilket vi ved, at det paa Grund af et nervøst og
uharmonisk Temperament er uomgængeligt: det kan være fint, men det
kan ogsaa være ufint; derfor efterstræbes det ikke, derfor har
det faa virkelige Venner, faa ærlige Beundrere. Det store Men
vedføjes altid deres Navn.

Intet Billede giver mig personlig — naturligvis i stærk Be-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0939.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free