Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Ove Jørgensen: Lorenzo Lotto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Lorenzo Lotto
Smaabyer ganske som det syttende til Venedig, det attende til
Parma og det nittende til Florens.
Hvorfor er da Lotto traadt i Skygge for Carpaccio eller
Palma eller Veronese, der baade som Kunstnere og som
Mennesker er ham langt underlegne? Han har efterladt over
hundrede Billeder, saa friske som kun faa i den italienske
Malerkunsts Ruinhob. Hans fortællende Stil har netop de Fortrin, der
hos Prærafaelismens Fanatikere har været Genstand for den
graadigste Efterspørgsel: Drenge bombarderer hinanden med
Roser eller gramser efter Helgenhjerter eller trækker til deres
Fædres Rædsel Biskoppen i Slæbet under Messen, Katte farer
over Gulvet i Forfærdelse over Gabriels uformodede
Tilsynekomst, og et allerkæreste Udvalg af Skødehunde er
Forgrundsfigurer i de højtideligste Situationer. Hans Farve kappes med
Veronese og hans Clairobscur med Correggio. Hans
Skønhedssans søger Tilknytning til Praxiteles eller Skopas, og hans intime
Indtrængen i Modellens psykiske Habitus bringer atter og atter
Rembrandt i Erindring. Uden Mistro til sig selv eller os giver
han det mest uforbeholdne Indblik i sin elskelige Natur, saa at
man hilser hans Billeder som kære Venner og raaber med
Are-tino: O Lotto come la bontå buono!
For at forklare dette Misforhold mellem Lottos Fortrin og
deres Anerkendelse stiller Berenson ham sammen med den
ganske samtidige Tizian. Resultatet af hans komparative
Undersøgelse bliver, at Lotto i hvert Menneske og hvert Emne
gengiver det individuelle, medens Tizian uddrager det typiske: Lotto
spørger om Modellens Sjæl, Tizian om hans sociale Stilling.
Derfor er Tizian i langt højere Grad bleven Genstand for
Kunstnernes Efterligning og Publikums Efterspørgsel. Men her begaar
Berenson den metodiske Fejl at benytte Sammenstillingen med
Lotto til at konstruere Billedet af Tizian, i Stedet for at foretage
en isoleret Undersøgelse af de to Malere og saa konfrontere
Resultaterne. Thi selv Tizians argeste Fjender (og Forfatteren af
disse Linier bekender at tilhøre denne Kategori) vil indrømme,
at han blandt Italiens Malere netop i Emnets individuelle
Behandling og dets psykologiske Uddybelse er den uopnaaede
Mester. I samme Øjeblik man nævner Billedet af Petrus Martyr
eller Pavegruppen i Neapel, brister Berensons Konstruktioner
som Glas. Den germanske Kritiker har glemt at vurdere Tizian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
