Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samme Stol som alle Tidens øvrige Strenge og kan
ikke klinge sammen med disse til Tidens Melodier;
Resonansbunden ligger i Slægter, der endnu slumrer
i det ufødte og uformede. Ensomme gaar de
gjen-nem Livet og forsvinder, som om de ikke havde
været til, uhørte, useede, aldrig tilfredsstillede i det,
som var deres inderste jeg, oftest mishandlede og
forkomne, — gjemte og glemte —, i Livet og i
Døden. Naar saa engang den rette Slægt kommer,
faar de for sammenskudte Midler en Sten paa sin
Grav og en Indskrift paa det Hus, hvori de har levet
og arbeidet og slidt ondt, medens deres Navn og
deres Værker fejrer Gjenopstandelsens glade Fest.
Omtrent saaledes er det ogsaa gaaet Max Stimer.
Af sin Samtid forblev han saa godt som fuldstændig
upaaagtet, og endog i de to nyeste Arbejder over
«Das junge Deutschland», hvortil han hører, af
Johannes Prølss og Georg Brandes, savnes hans Navn.
Han har behøvet just et halvt Aarhundrede, førend
man begyndte at lægge nogenlunde Mærke til ham.
At han i disse femti Aar har havt spredte Læsere,
Beundrere og Disciple, er vel sandsynligt; men først
nu er ialfald den Tid kommet, da hans Idéer ligesom
ved et Trylleslag begynder at tænde saa almindelig
og udstrakt, at han fremstaar som en hel Generations
Mand, og at man saa smaat kan tænke paa at tale
om «Stimerianer» og Skole. Det er ganske
naturligt, at dette er skeet i disse den yderste
Individualismes Dage, i den Nietzscheianske og
socialanarkistiske Individualismes Dage, i den «aristokratiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
