Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIV. Eilif (Elavus.) 1309—1332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komne til Brügge.[1] Afgjørelsen maa være falden ud til Fordel for
Lodin, som sees at have beholdt Bispestolen. Fra dette Concilium
skriver sig ogsaa den almindelige Indførelse af Christi Legemsfest
(Thorsdag efter Trinitatis), der under Eilif ogsaa paabødes i Norge.
Om Høsten 1312 finde vi saavel Eilif som Arne hjemvendte til Norge.
Reisen og to Aars Ophold i Udlandet har vistnok været kostbar,
og Eilif skulde desuden betale sit Pallium[2], hvad der maatte falde
saameget vanskeligere, som Jørund, efter hvad vi have hørt, ansaaes for
en slet Husholder og neppe har efterladt Erkesædet i nogen god
økonomisk Forfatning. Selvfølgelig søgte Eilif at opnaa det saakaldte
subsidium pallii fra de øvrige norske Stifter. Her stødte han imidlertid
strax atter paa Modstand af den myndige og stridbare Biskop Arne,
medens de øvrige Bisper synes at have vist sig føielige. Erkebispen
vilde lade sit Tilkommende, der skulde bestaa i Halvdelen af et Aars
Kirketiender, opkræve ved en egen Fuldmægtig og vilde som saadan
i Bergens Stift benytte en Mand, der allerede ved sin Stilling som
Forstander for de kongelige Kapeller og Provst ved Apostelkirken
stod saa at sige i født Strid med Arne, Finn Haldorsøn. Heraf
udspandt sig da en heftig Trætte, hvori Kongen synes at have taget
Eilifs Parti, men hvis Udgang ikke kjendes.[3] Formodentlig er den
ikke bilagt i Arnes Tid. Denne stive Hierarch, der vistnok er en af
de mærkeligste af Norges catholske Biskopper, bekjendt bl. a. for sin
Iver for Coelibatets Gjennemførelse, døde nemlig allerede 1314. Han
var en lærd Mand og havde allerede spillet en politisk Rolle, før han
blev Biskop.[4] Til hans Eftermand valgtes Broderen Audfinn, vistnok
et enestaaende Tilfælde i vor Kirkehistorie. Biskop Audfinn havde
været tilstede ved Conciliet i Vienne. Som sin Broder var han en
stridbar Mand og havde stundom ogsaa Trætte med sin Erkebiskop.[5]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
