Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Saa lidet de norske Bønder fulgte med i Politiken, har det dog
neppe kunnet aldeles undgaa deres Opmærksomhed, at Kongen
ved denne Forandring fik friere Hænder, end han før havde havt.
Han havde nu al den Magt, han behøvede for at skaffe dem Ret,
og om hans gode Vilje i saa Maade kunde de ikke tvile, han
stod jo for^dem, ifølge de fra Oldtiden nedarvede Forestillinger,
som Landets Fader, selve Lovens og Retfærdighedens
Inkarnation. Det gjaldt kun, at deres Klagemaal kom til hans
Kundskab, — at ikke Embedsmændene, som naturligvis mentes at holde
indbyrdes sammen, fik dem bortskuslet eller lagt tilside. For at
være tryg i saa Maade plejede de norske Bønder, naar de troede
sig forurettet, at sende Deputerede til Kjøbenhavn, som kunde
forebringe deres Sag for «han Far» selv, uden nogen Embedsmands
Mellemkomst.
Selvfølgelig var man inden Regjeringskontorerne meget
misfornøjet med en mod alle bureaukratiske Regler saa stridende
»Skik som denne, og Kongen personlig blev ogsaa
«inkommo-deret» ved dette Overløb af’ «ublue Supplikanter». Man søgte
altsaa at sætte en Bom derfor. I Forordningen af 5 Febr. 1685
om «ulovlige Paalægs Afskaffelse» blev det paabudt, at
Sorenskriverne skulde hjælpe Almuen med at føre dens Suppliker i
Pennen, og at Supplikerne skulde forsynes med Amtmændenes
Erklæringer og gjennem dem indsendes til kongelig Resolution,
medens der blev nedlagt Forbud mod, at Almuen sendte «visse
Deputerede med Supplikationer» ned til Kjøbenhavn. Dette
Forbud gjentoges ofte i den følgende Tid med Tilføjelse af Trusler
om, at de, som kom til Kjøbenhavn for at sollicitere, uden at
ha Amtmandens Attest og Paaskrift paa sin Ansøgning, skulde
indsættes paa Citadellet Fredrikshavn. Det forblev imidlertid
med Truslen; det ser ikke ud til, at man nogensinde har prøvet
paa at gjøre Alvor af den. Adgangen til Kongens Throne
vedblev altid at staa aaben for de norske Bønder, naar de kom
med sine Klagemaal, enten saa disse var paategnet af
Amtmanden eller ikke, og de norske Bønder vedblev at benytte sig
heraf i meget stor Udstrækning; de vedblev at sende sine
Deputerede til Kjøbenhavn for at tale med «han Far», skjønt slige
Deputationer kostede dem Penge, medens de — som et
kongeligt Reskript forestillede dem — «uden ringeste Bekostning
kunde indsende sine Ansøgninger gjennem Posten». Og det kan
ikke være tvilsomt, at de herved handlede i sin egen
velfor-staaede Interesse. Det kan ikke være tvilsomt, at Regjeringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
