Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
de kontraherende Parters Vedkommende1. Jorddrotten havde
Adgang til at gjøre sig sin Ejendom saa nyttig som muelig ad
den frivillige Overenskomsts Vej, og Lejlændingen vidste forud
til Punkt og Prikke, hvor store Udredsler han paatog sig, naar
han lejede sin Gaard, saa han forsaavidt ikke var udsat for
nogen Uret eller Udsugelse. Ved Forordningen af 5 Februar
1685 blev der imidlertid gjort et Forsøg paa at fixere
Bygsel-summen paa samme Maade som Landskyld og Tredieaarstage;
det bestemtes, at ingen Jorddrot maatte ta mere i Bygsel end
i det højeste 10 Rdr. af et Skippund Tunge og forholdsvis af
de øvrige Skyldspecies. Hermed var Lovgivningen gaaet over
fra en retmæssig og nødvendig Beskyttelse af Lejlændingen til
hvad man næsten maatte kalde Krig mod Jorddrotterne.
Eftersom Ejendomspriserne hævede sig, medens Landskyld og
Tredieaarstage havde sin engang for alle bestemte Størrelse, var disse
Ydelser bleven et mere og mere ufyldestgjørende Vederlag for
Brugen af en Gaard, som blev lejet bort. Jorddrotten havde
hidtil kunnet bøde herpaa ved at forhøje Bygselsummen; men
nu skulde heller ikke dette være ham tilladt. Naturligvis lod
et saadant Forbud sig ikke strengt gjennemføre; men det maatte
dog altid være en betænkelig Sag at omgaa eller overtræde et
udtrykkeligt Lovens Ord. Jorddrotten blev endnu paa
adskillige andre Maader hindret i at gjøre sig sit Bygselgods saa
nyttig som mueligt. Han kunde ikke, i Lighed med de danske
Proprietærer, søge Erstatning for Landskyldens og
Bygselsum-mens lovbestemte Ringhed ved at betinge sig enten fra nyt af
Hoveri af sine Bønder eller ved at forøge den dem forud
paahvilende Arbejdspligt; deri blev han hindret ved Kristian V.s
Norske Lov 3—14 -23, som bestemte, at Hoveri alene skulde
ydes til de gamle, privilegerede Sædegaarde og det alene af de
Bønder, der boede inden 2 Miles Afstand fra Sædegaarden, og
at ingen af disse maatte besværes med mere Arbejde «end
sed-vanligt været haver». Han kunde ikke forøge Arbejdsstyrken
ved at udstykke sine Bygselgaarde til flere Lejlændinger end
tilforn og saa betinge sig Arbejde af dem alle; deri blev han
hindret ved Kristian V.s N. L. 3—14—5, som tbød, at ingen
Gaard eller Gaardepart maatte bortbygsles til mere end én
Lej-lænding, medmindre dens Skyld var over 1 Skippund Tunge.
Han kunde ikke lægge noget af sit Bygselgods som Avlsgaard
1 Brandt, Retshist., I. 307.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
