Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
(1758 — 1764) en i Samtiden ubestridt Rang som Danmarks og
Norges første Digter; men hos Tullin merkes ikke ringeste Spor
af Klopstocks Paavirkning; han søgte sine Forbilleder inden
den engelske Literatur og fortsatte forsaavidt i det afhans
Landsmand Holberg anviste Spor. Efter Tullin kom Evald (1765—
1781). Det var ganske vist en langt større Digterbegavelse, og
han var tillige i langt højere Grad gjennemtrængt af sit Kald
som Digter. Alligevel opnaaede han ikke hos sin Samtid den
udelte Anerkjendelse og Hyldest, som Tullin havde opnaaet hos
sin. Der var mange, ikke blot af de Gamle, men ogsaa af de
Unge, som ikke vilde erkjende, at Tullin var bleven
dethroni-seret af Evald, som vedblev at foretrække den førstes kjølige,
jevne Forstandspoesi fremfor den Sidstes højtrungende Foredrag
og overspændte Pathos, eller som følte sig frastødt ved den
Klop-stock’ske Paavirkning i Evalds Forfatterskab og mente, at
Literaturen kom ind paa en Afvej ved at følge tydske Forbilleder
istedetfor engelsk-franske.
Denne Modsætning mellem et evaldsk og et anti-evaldsk
Parti var ikke bare af æsthetisk eller literær Natur; den havde
tillige et nationalt Moment, som man var sig fuldkommen vel bevidst,
og som allerede i Samtiden gav sig Navn og Udtryk. Evald
var dansk, Tullin Nordmand; den Skare af Tilhængere og
Efterlignere, der samlede sig om Evald, var fordetmeste danske som
han selv; Oppositionen mod ham havde derimod sit
Hovedkvarter i det norske Selskab (stiftet 1772), og dens Førere var en
Række norsk-fødte ’Forfattere, som i sin Kritik eller sin
Digtning fastholdt og fortsatte de fra Tullin og Holberg nedarvede
Traditioner. Det var en norsk Skole ligeoverfor en dansk, og,
hvad der karakteriserede den første ligeoverfor den sidste, var
en mere fremtrædende Sands for det Lystige og Lette, et mere
udpræget satirisk Hang, en afgjort Forkjærlighed for
engelsk-franske Literaturmønstre fremfor de tydske, en Læggen-Vægt
paa Udtrykkets Klarhed og Korrekthed, en Tilbøjelighed til at
holde sig ved Jorden, der jevnlig udartede til prosaisk Tørhed
og Kulde S og som ståk sterkt af mod Svulsten og
Sentimentaliteten, — Seraph-Sproget og de hastemte Toner, — paa
den anden Side.
Man har i den nyere Tid fordetmeste været enig om at frem-
1 Welhaven, Samll. Skrifter, VIII 113: «De norke Digtere søgte . . . Stilens
Udvikling i Jevnhed og Klarhed» . . . Sst s. S. 115: «Ingen vil nægte, at
denne Poesi (o: den norske) af og til var lavt anlagt».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
