Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 JACK LONDON
Som Svar paa Spørgsmaalet prøvede jeg paa at rejse mig op
og fik en Haandsrækning af Yonson. Stegepandens Raslen og
Klapren var forfærdelig for mine Nerver. Jeg kunde ikke samle
Tankerne. Jeg greb fat i Træværket — og jeg maa tilstaa, at det
var, som det vendte sig i mig, da jeg saa det Lag Fedt, der sad
paa det —, strakte mig frem over et varmt Komfur, tog det
larmende Instrument ned fra Krogen og kylede det ned i Kulkassen.
Kokken grinede ved at se min Nervøsitet og stak mig et
dampende Krus i Haanden med et: »Her er no’, der vil gøre Dem
godt.« Det var en væmmelig Drik — Skibskaffe — men Varmen
ved den var oplivende. Jeg tog en Slurk nu og da og saa i
MelJemrummene ned ad mit hudløse, blødende Bryst.
»Jeg takker Dem, Hr. Yonson,« sagde jeg, idet jeg vendte
mig mod Skandinaven. »Men tror De ikke, De har gnedet
temmelig haardt?«
Han forstod Bebrejdelsen, der Jaa i mine Fagter, bedre end
mine Ord, og han holdt sin flade Haand frem for mig. Den var
rædsom haard. Jeg lod min Haand glide hen over de hornagtige
Knuder paa den, og den skurende Fornemmelse fik mig til
at gyse.
»Jeg hedder Johnson, ikke Yonson,« sagde han paa meget
godt Engelsk. Der Jaa en mild Protest i hans matblaa Øjne, men
fremfor alt en bly Aabenhed og en Mandighed, som fik mig til
at holde af ham.
»Tak, Hr. Johnson!« sagde jeg rettende og rakte ham Haanden.
Han tøvede forlegent og undseligt, forandrede sin Stilling
lidt, saa at Tyngdepunktet flyttedes fra det ene Ben over paa det
andet, greb derpaa min fremstrakte Haand og gav den et
kraftigt Tryk.
»Har De nogle tørre Klæder, jeg kan tage paa?« spurgte jeg
Kokken.
»Ja, min Herre,« svarede han med oprømt Redebonhed.
»Jeg skal løbe ned og undersøge min Beholdning, saafremt De
ikke ’ar noget imod at gaa med mine Ting, Herre.«
Han dykkede, eller snarere gled ud af Køkkendøren med en
Hurtighed og Glathed, som slog mig; den var katteagtig og
endnu mere oljeagtig. Denne Oljeagtighed eller Smørelselethed
var i Virkeligheden, som jeg senere skulde erfare, vist nok det
sundeste Udtryk for hans hele Personlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
