Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 51
gik det; men han havde det forunderlige Held at blive
hængende i Benene. Der hang han, med Hovedet nedad. Ved en
hurtig Bevægelse fik han Tak i’ Faldet med Hænderne; men det
varede længe, inden han naaede at genindtage sin forrige
Stilling. Der hang han — et ynkværdigt Skue.
»Jeg vil vædde paa, han har ingen Appetit til Aftensmaden,«
hørte jeg Ulf Larsen sige henne fra Hjørnet af Kabyssen.
I lang Tid klyngede han sig fast i sin farefulde Stilling uden
Forsøg paa at bevæge sig. Johansen vedblev imidlertid at
tilraabe ham med voldsomme Ord, at han skulde fuldføre sit
Arbejde.
»Det er skammeligt!« hørie jeg Johnson knurre paa meget
langsomt, men korrekt Engelsk. Han stod ved Stormasten,
ganske tæt ved mig. »Drengen er villig nok. Han vil godt lære,
bare han kan faa Lejlighed til det. Men dette her er — Mord.«
»Vil du tie stille!« hviskede Louis til ham. »Hvis du har dit
Liv kært, saa hold Mund.«
Men Johnson vedblev at knurre.
»Hør,« sagde Jægeren Standish til Ulf Larsen, »det er min
Roer, og jeg ønsker ikke at miste ham.«
»Det er godt, Standish,« var Svaret. »Det er Deres Roer,
naar De faar ham i Baaden; men det er min Sømand, naar jeg
har ham om Bord, og jeg gør med ham, hvad jeg behager.«
»Men det er ingen Grund ....,« kom det fra Standish i
voldsom Ophidselse.
»Det er godt,« standsede Ulf Larsen ham. »Jeg har sagt
Dem, hvad der er hvad, og lad det blive ved det. Manden er
min, og jeg vil lave Suppe af ham og spise den, hvis det morer
mig.«
Det glimtede bistert i Jægerens Øje; men han vendte sig og
gik ned ad Trappen til »Mellemdækket«, hvor han blev staaende
saaledes, at han kunde se opad. Alle Mand var nu paa Dækket,
og alle Øjne vendte opefter, hvor et Menneske svævede mellem
Liv og Død. Disse Menneskers Følesløshed var haarrejsende.
Jeg, der havde levet stille og for mig selv, havde aldrig drømt
om, at det gik saaledes til ude i Verden. Livet havde altid for
mig været noget helligt; men her regnede man det for intet, talte
det med som et Nul i Forretningens Regnestykke. Jeg maa dog
sige, at der blandt Sømændene var sympatetiske Mennesker,
()
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
