Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- E
122 JACK LONDON
som de spredte sig vidt og bredt over Havet. Det blæste ganske
svagt fra Vest; men Blæsten ophørte helt, netop ved den Tid
da vi var naaet ud til Læ for den sidste Læbaad. En efter en
— jeg saa det fra Mastetoppen — forsvandt de seks Baade over
Horisontens Kant, mens de fulgte Sælerne mod Vest. Vi laa
næsten stille paa den rolige Havflade og var ude af Stand til
at følge efter. Ulf Larsen var alvorlig. Barometret faldt, og
den østlige Himmel behagede ham ikke. Han betragtede den
uophørlig med stor Opmærksomhed.
»Hvis hun bryder ud der,« sagde han, »haardt og brat og
fører os til Luvart af Baadene, saa er det sandsynligt, at der
bliver tomme Køjer paa »Mellemdækket« og i Lukafet.«
Ved Ellevetiden var Søen bleven spejlblank. Ved Middag
var Heden ulidelig, skønt vi var godt oppe i nordlig Bredde.
Der var ikke en frisk Lufining. Det var lummert og trykkende,
og jeg mindedes det, de gamle i Kaliforninen kalder
»JordskælvVejr«. Der var noget ildevarslende i det, og man havde en
uforklarlig Forestilling om, at det værste var i Vente. Langsomt
fyldtes den østlige Himmel af sorte Skyer, der taarnede sig op
over os som Bjærgrygge fra Mørkets Regioner, Saa tydeligt
kunde man se Afgrunde og Kløfter med deres Skygger, at man
uvilkaarligt saa efter den hvide Brænding, hvor Søen slaar mod
Land. Og fremdeles vuggede vi blidelig, og der var ingen Vind.
»Det er ingen almindelig Byge,« sagde Ulf Larsen. »Gamle
Moder Natur er i Færd med at rejse sig paa Bagbenene og hyle
af sine Lungers fulde Kraft. De maa helst løbe op og gøre
Topsejlene los.«
»Men hvis det bryder løs, og vi kun er to?« spurgte jeg
med lidt af en Protest i Stemmen,
»Vel, vi maa gøre det bedste, vi formaar, og løbe ud til
Baadene, førend Sejlene flyver fra os. Derefter bryder jeg mig ikke
en Døjt om, hvad der kommer. Pindene skal nok holde, og det
maa De og jeg ogsaa, selv om det knager.«
| Det var fremdeles Vindstille. Vi spiste til Middag. Det gik
| i en Fart, for jeg tænkte paa de atten Mænd udenfor
Synskredsen og de himmelhøje Skybjærge, der trak langsomt hen over
os. Ulf Larsen syntes imidlertid ikke at være urolig. Dog
be| mærkede jeg hos ham, da han igen kom op paa Dækket, en
I svag Forvyridning af Næseborene og en synlig Lethed i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
