Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 213
frygteligt at tænke paa, at hun skulde kastes mod disse Klipper
og lemlæsies. Jeg kæmpede for at faa mig selv til at tro, at vi
skulde lande i Sikkerhed, og derfor ialte jeg ikke efter hvad
jeg troede, men efter hvad jeg foretrak at tro.
Jeg gyste tilbage for Tanken om den frygtelige Død, og et
Øjeblik følte jeg næsten fristet til at gribe Maud i mine Arme
og springe over Bord. Saa besluttede jeg mig til at vente og,
først naar alt Haab var ude, tage hende i mine Arme, erklære
hende min Kærlighed, kæmpe den sidste fortvivlede Kamp
med hende i Favnen og — dø,
Uvilkaarligt trak vi os nærmere ind til hinanden, som vi
laa dér, i Bunden af Baaden. Jeg følte hendes Haand lægge
sig i min. Og saaledes ventede vi paa Døden, uden at sige et
Ord. Vi var ikke langt fra den Linje, Vinden dannede med
Oddens vestlige Kant, og jeg vogtede paa den, i det Haab at
Strøm og Sø skulde hjælpe os forbi, før vi naaede Brændingen.
»Vi kommer nok klar!« sagde jeg med en Tillidsfuldhed,
der dog hverken narrede hende eller mig selv.
»Ved Gud, vi kommer klar!« raabte jeg fem Minuter efter,
Eden kom over mine Læber i den stærke Sindsbevægelse —
den første Ed, jeg har taget i min Mund, medmindre »Staa i det!«
— et Fyldeord fra min Ungdom — kan kaldes for en Ed.
»Om Forladelsel« sagde jeg.
»De har overbevist mig om, at denne Gang er det alvorlig
ment,« sagde hun svagt smilende. »Nu ved jeg vi kommer klar.«
Jeg havde set en fjærn Pynt forbi Oddens yderste Kant,
og da vi kom frem, saa vi kunde se forbi Odden, saa vi tydeligt
Kystomridset af en lille Bugt, som strakte sig ind i Landet.
Samtidig hørte vi en fortsat, øredøvende Brølen. Den lignede
en fjærn Torden og kom til os fra Læsiden, overdøvede
Brændingens Bulder og gik stik imod Stormen. Da vi passerede
Pynten, kom hele Bugten til Syne, en halvmaaneformet, sandet
Kyst, mod hvilken Brændingen slog, og som var bedækket med
Tusinder og atter Tusinder af Sæler. Det var dem, der
udsendte den brølende Lyd.
»Et Rugestedl!« raabte jeg. »Nu er vi i Sandhed frelste!
Her maa være Mennesker, og her maa være Krydsere til at
beskytte dem mod Sælhundejægerne. Muligvis er der en Station
inde paa Kysten.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
