Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 5. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 25. En uventet Besøgende - 26. Ikke velkommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Mor. Der var Massevis af Ting som hun kunde
have hjulpet til med, men enten var hun for doven, eller
ogsaa fandt hun det ikke Umagen værd. Er det ikke
snurrigt, at Menneskene er villig til at gjore alt muligt
for fremmede, men for sine egne, i Hjemmet, vil de knapt
gjore det allerringeste.
— Jo, det er snurrigt, sagde Hanna ; men jeg haaber
sikkert, at Joyce om et Aar Maaneder vil forandre
Mening. Vg hvis hun da vender hjem igjen, tror jeg
ikke Deres Mor vil faa Grund til at beklage sig over,
at hun er egenkjærlig eller doven.
Ja, det er nu vist, at vi alle vilde blive førskræk
kelig glad ved at faa hende tilbage. Hun er kanske ikke
hjemme iaften? Gg er hun det, saa tor jeg ikke træffe
hende, for jeg har lovet Far og Mor ikke at soge hende.
De har bestemt sig til at lade hende gaa sine egne Veie
6 Maaneder, og naar den Tid er omme, tror jeg de enten
vil besoge hende eller ffrive til hende.
— Jeg synes, det er meget klogt af dem, sagde
Hanna, og jeg er vis paa, det var det bedste de kunde
gjore. Men er det ikke haardt for dem at være skilt
fra hende?
— Jo, naturligvis er det det; der ligger som en
skygge over Huset, ser De. Hjemmet er ikke saaledes som
det var, og Mor begynder at se gammel ud. Hun har
et bedrovet Udtryk i sine Gine som jeg ikke liker at se,
paa min ALre jeg gjor det ikke, og i mit sind er jeg
ofte bitter mod Joyce. Jeg haaber. De førstaar mig?
"Ja det gjor jeg, svarte Hanna varmt. Hun var
mere rort end hun vilde være ved af den dybe, sterke
Fslelse som talte gjennem hans Grd, og som den aabne,
cerlige Gut ikke førsøgte at ffjule. Der blev et Giebliks
Taushed. Hvorfor tror De jeg kom hid iaften? spurte
han pludselig.
— Hvorledes ffulde jeg kunne vide det, svarte hun
med et Anstrsg af Aoketteri. Jeg har ikke Icoglen til
Deres indre.
— Ja det er jeg ikke saa sikker paa, gav han til
svar. Nu vel, jeg er kommet for at besoge Dem, og
De ved hvorfor.
— Hun reiste sig hurtig og gik nervsst frem og tilbage
paa Gulvet.
— Aa, gid De ikke vilde sige mere! sagde hun i
en saa ulykkelig Tone, at han ængstelig saa paa hende.
— Men jeg vil sige mere, sagde han med den rolige
Bestemthed som altid karakteriserede ham. Jeg sagde til
mig selv, jeg ffulde vente tre Maaneder, Hanna, og jeg
har ikke tænkt paa stort andet end Dem i den Tid, og
nu troede jeg Gieblikket var kommet, da jeg kunde fortælle
Dem det.
— Men huff paa, sagde hun, idet hun stansede ved
Bordet og ststtede sig let mod det, at det er ved mig al
denne Mngstelse og Uro med Joyce er kommet. Jeg
kan ikke og tor ikke bringe Deres Forceldre mere s>org;
det vilde knuse deres Hjerter, det ved De bedst selv.
— Nei, slet ikke, svarte han. Baade Far og Mor
liker Dem og sætter Dem hsit.
— Ja, ja, sagde hun rastt, jeg ved nok det der.
Det vil sige, i en vis Afstand er jeg bra nok; men De
ved lige saa godt som jeg, at hvis Deres Forceldre kunde
tænke sig Muligheden af, at De holdt af mig paa den
Maade som De antydede, saa vilde det være dem en
ligesaa stor sorg som dette med Joyce har været.
— Det tror jeg ikke; men selv om det vilde være
en skuffelse for dem, saa maa De indrsmme, at en
Mand paa 25 maa have lidt at sige i en sag som
denne.
Hun rystede paa Hodet.
URD
Jeg har tænkt en god Del paa det, indrsrnmede
hun aabent, siden hin Aften i bommer, da De ved Afsteden
sagde nogle Grd som jeg il’ke kunde glemme. Jeg vidste,
at De ikke havde udtalt dem i Tankelsshed; jeg har
overveiet dem vel, og jeg syntes det var godt, at Gmstcen
dighederne havde skilt os ad. Det var bedst, idetmindste
for mig, at vi ikke msdtes saa ofte.
— Disse Grd, der saa tydelig viste hendes Fslelse,
ytrede hun uden ringeste Nslen. sand og aaben, cegte
kvindelig, vilde hun ikke lege med dette vigtige Zpsrsmaal.
Heller ikke førsøgte hun at ffjule for den hun elffede, at
hans Grd havde fundet Gjenklang hos hende; men
havde hun haabet at faa ham til at tie, havde hun forreg»
net sig.
— Tror De, Hanna, sagde han smilende, at naar
De har sagt saa meget, jeg da vil lade Dem gaa, forinden
De har sagt meget, meget mere? Jeg har aldrig bryd
mig om nogen anden i Verden end Dem, og kommer
aldrig til det. Jeg er ikke netop nogen religiss Fyr;
men der gives Ting som jeg tror usvigelig paa, og jeg
ved. De er den som Gud har bestemt for mig, og ingen,
ingen skal faa rive Dem fra mig.
— Aa, sagde Hanna, idet hun saa bort fra ham,
forat han ikke skulde Icese i hendes Gine den Glæde hans
Grd vakte, det var et ulykkeligt Tilfælde som bragte os
sammen.
— Jeg ved ikke det, mente Tom. Det eneste som
ængster mig, er, om jeg ogsaa er god nok.
— God nok; til hvad? og Hanna saa spørgende
paa ham.
— For Dem, svarte han. De er saa forskjellig fra
andre Avinder, og jeg er en ganske almindelig Fyr, hverken
stink eller begavet eller sligt noget.
— Hanna svarte ikke straks. Hun tænkte paa alle
de Mænd hun kjendte, og trak sammenligninger mellem
dem og denne cerlige, trohjertige unge Mand som stod
saa ydenyg og dog saa mandig for hende, kun ængstelig
sor at han ikke skulde være hende værd.
— Jeg ffulde snffe der var fiere som Dem, sagde
hun, verden vilde da være baade lykkeligere og bedre.
Han rodenede af Glæde og svarte: Jeg førssger
bare at gjore, hvad jeg tror er Ret. Jeg mener, det er
et Menneskes f)ligt at leve saa retskaffent som muligt;
og hvad min Far og Mor angaar, saa er det let at gjore
min Aligt mod dem; de er saa gode, og jeg ffylder dem
saa meget, ja, jeg kan vist aldrig blive istand til at gjen
gjælde dem alt hvad de har gjort for mig.
— Hvor besynderligt det er, at De og Joyce har
saa rent førstjellige Gpfatninger, sagde Hanna grundende.
Jeg kan ikke stjønne andet, end at Deres er de rette.
— Jalfald de eneste rigtige for mig, sagde Tom. Men
vi kommer bort fra sagen. sig mig, naar kunde jeg
tale med Deres Far?
Hanna rystede atter paa Hodet.
— De kan i hvert Tilfælde ikke tale med ham endnu.
Har Deres Forceldre nogen Ide om dette?
(Forts.)
26 Aapitel.
Me velkommen
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
