Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Dame-Klubben (med Titelvignet) - Kvinden (Aforismer). I - Anthone: Sneklokken (Digt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v,O
Abetænksomhed nmn saarer hverandre; man er optaget med sig selv,
man sætter sig saa lidet ind i den andens Fslelser og Tanker, og et venligt
Ord og en førstandig Paapegen af Feil kunde l mangt et Tilfælde for
hindre et helt tiv i Ulykke.
Mathilde tang et Bieblik ; det var som om hnn betænkte sig paa, om
hun skulde sige mere eller ei. — Endelig fortsatte hun:
— Jeg kom til at huste paa en scene fra mit egetcegteskabelige Liv.
Vet var akkurat otte Vage efter vort Vryllup. Min Mand og jeg skulde
modes hos Vlomqvist til et bestemt Rlokkeslet; men jeg fik nogen visitter
hjemme og kom derfor en halv Time efter den aftalte Tid. Min Mand
var sindt, dygtig sindt, og vi spaserte sammen udover Vrammensveien i
«t meget irritabelt Tune. Men da vi var kommet hjem i vor egen hygge
lige stue, kunde jeg ikke udholde det lamger. Jeg gik hen til ham,
tog ham om Halsen og sagde:
— Nu var du sindt,Georg,og det havde du ikke Lov til at være. Vg saa
indrsmmet han det leende ; og saa, ja saa blev altsammen saa godt.
— Men om man har prsvet baade det ene og det andet da,
og intet hjælper, sagde Lleonor dystert.
— Ja da henviser jeg til hvad jeg sagde om Sjergstigningen, sagde
Mathilde smilende, „forsvrigt", tilfsiede hnn alvorlig, „saa vil jeg ogfaa
sige det. at hvis Forholdet er saaledes, at man taber Agtelsen baade i egne
og andres Gine om man bliver staaende i det, da bor man heller gjøre sig
fri. Man maa ikke være eftergivende paa sandhedens og stolthedens
og værdighedens Vekostning. — — — —
URD
Avinder upartiske, logiste og strcengt retfærdige l Gud
hjælpe 05! Var de det, da vilde TNennestene udds og
Verden blive en hylende Grken.
Thackeray.
Millom Ligenskaperne til ein Alann og ein Avinna
er det ein skilnad slik, at det eine kan ikke ganga inn
paa Grunnen til det andre utan at vaage seg ut for den
3>traff, som Naturi plogar dsma lii, nåar ho verdt kruskt.
At kalla ein Aarmann eit Kvinnfolk eller eit Avinnfolk
ein Aarmann hever til alle Tider vorit tekit for ei stort
skjæmd.
Vinje.
».ens her er koldt, og Naturen hviler,
Hneklcckken.
Avinden.
saa fagert smykket du mod os smiler;
et Vud om vaciren du vil os bringe,
(Aforismer.)
d’.n Gjerning — aa, den er ikke ringe!
I.
Vu sta’ar saa ensom — saa ydenygt bøiet;
Mens Gud til Adam tog den Jord, han kunde sinde,
til <Lva renset Jord han tog af Adams Ven,
som dobbelt Destilat maa Finkel overvinde,
men dog jeg tror, du er vel fornsiet;
din Gjerning er jo at glcrde andre,
naar det er gjort, du jo bort maa vandre I
saa Uvinden agtes bor mer crdel, mere ren.
Holberg. Vu vakre Klokke, du fine, hvide!
du har da sikkert og maattet lide;
Den kvindelige Natur er som Havet, der giver efter du kjæmped dig frem mod vinterkulden,
for det svageste Indtryk og dog kan bære de tungeste stjsd op i Vågen af sorte Mulden!
Byrder. Rasmus Nielsen. « «
Ingen kan saare saa dybt som en Avinde, men ingen Vlændende Klokke, du fagre, skjere!
kan heller saa godt lcege de s>aar, hun har tilfsiet. kunde af dig jeg nu ogsaa Icere
Aug. Vlanche. at stræbe opad i rene Længsler,
at vove Kampen mod msrke 3tcengsler!
<3n Avinde har saa stor en Magt
som hele slcegten sammenlagt; Vlændende Klokke, dn rene, hvide!
thi hun som Moder fostrer den Icer mig at glemme min vinterkvide,
og faar dens Ajærlighed igjen. at stue opad, hvor Lyset findes,
), Gude-smith. at se den vei, hvorvaa Lykken vindes!
Det er ofte en og samme Avinde som inspirerer os
o.? største Tanker, og som.hindrer os fra at omsætte dem
i Handling. Vumas d. yngre.
Vlændende Klokke, dn hvide, skjære!
kunde af dig jeg nu ogsaa lære
at glædes ved, hvad der er mig givet,
Avindens Mund kan hykle, men hendes Gine be-
at vokse frem i min Tro paa Livet!
drager ikke; det er en af de faa Guds Gaver, som det
endnu ikke er lykkedes Jorden at forfalske. Vlændende Klokke, du fine, skjære I
Aug. Vlanche, kunde som du jeg nu ydenyg, være.
— selv om jeg ensom — i 2org maa vandre,
Avindens Valsen er Hengivelse, hvis Form er Mod- lær mig at bringe lidt Trsst til andre!
stand. S. Kierlegacird.
Vlændende Klokke, du vaarvidunder!
Avinden tænker med Hjertet. Lciuhe. Icer mig at leve de faa sekunder.
Veilige Vlomst med de hvide Vlade,
Avindernes Regimente har fra Verdens skabelse af Icer mig at eiste - ikke at stade!
aldrig udrettet noget godt.
Luther. Vlændende Klokke, saa hvid og vakker,
naar saa mod Enden, mod Vsden det lakker,
Avindeemancivationens Fortjeneste bestaar i at den lær mig saa Afsted med Livet at tage,
beriger Avinden med alle Mandens Feil uden at bersve takkende Gud for de levede Dage!
hende hendes egne. Eden. Thicmdisre. Ant hone.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
