Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 5. Mars 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 31. „Kom hjem”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Jeg kan bare komme paa en Vetingelse — jeg
maa have min personlige Frihed, og I maa ikke Winge
mig til at blive lamgere end jeg vil.
— Det er en hsist besynderlig stilling vi besinder
os i disse Dage, mit Barn, sagde Tvyndham, den naturlige
Grden er vendt op og ned paa — du befaler og jeg
adlyder. Men vi stal intet Vaand lægge paa dig, saa
sandt du vil komme hjem og i det mindste for en Tid
overtage de datterlige pligter som du aldrig burde have forladt.
Dette var starpe Vrd. Joyce vred sig under dem,
men sagde intet.
— Jeg handlede efter min samvittighed, sagde hun,
og jeg har ikke bare havt 3olstin og gode Dage. Aa
nei, jeg har vel havt det værst, og jeg synes du har vist
liden Interesse for mig. Det er mere end sire Macmeder
siden jeg reiste hjemmefra, og I har ikke saa meget som
spurt efler mig engang.
— 3ad os ikke diskutere den Tag nu, Joyce, sagde
Wyndham, vi vil siden faa Tid nok til det. Vil du tage
dine Tager med; det er vist ikke stor Bagage du har, for
saa vidt jeg huster, tog du lidet med dig, og din Mor
har ofte ængstet sig desangaaende.
— Jeg behsver jo ikke at tage mit Tsi med nu.
Jeg kommer hid tilbage, kanske iaften. Gg med et hurtigt
Vlik forlod Joyce det Værelse hvor hun havde tilbragt
saa mange triste og saa faa lyse Timer. Idet hun fulgte
sin Far ned Trapperne, crrgrede hun sig over, at hun fslte
sig saa glad og lykkelig. Hun førsøgte at sende Huset og
dets Veboere en venlig Tanke, og at fole sorg over at hun
skulde forlade dem; men det vilde ikke lykkes — hun var saa
helt optaget af Glcrden over at stulle faa komme hjem igjen.
— Jeg haaber, Mama ikke er meget daarlig, sagde
hun blsdt, idet de kjorte afsted.
— Hun er syg nok til at gjore os«engstelige, og daTorgen
over din Gpforsel er Aarsagen til Hendessygdom,saa tænkte
jeg hun muligens kunde blive bedre naar du kom tilbage.
— Det gjor mig ondt. Far, sagde Joyce; men jeg
tænkte ikke det gjorde noget fra eller til.
— Hvilket gjorde ikke noget fra eller til? spurte
tvyndham.
Aa, enten jeg reiste eller blev.
— Du førstaar daarlig hvad Forceldre foler, Joyce,
svarte hendes Far; men jeg haaber, du vil være hensynsfuld
mod din Mor idag og ikke uden Nødvendighed saare hende.
Joyces Gine fyldtes med Taarer. Hun fslte sig
meget elendig; nu først gik det op for hende, hvor meget
hun havde førsyndet sig mod sine Forceldre, og hvor
taabelig hun havde handlet, og naar hun saa tænkte paa, at
hun havde lovet at cegte Philip Dane, fslte hun sig mere
og mere tung om Hjertet: det vilde sikkert give hendes
Mor Dødsstsdet. Hendes Far fortcmg klogelig hvad Hanna
Thrale havde fortalt ham, og Joyce vidste altsaa ikke,
at han havde nogen Anelse om at hun var forlovet.
— Ak, havde Joyce bare fortalt sin Far hvad der tryk«
kede hende, hvor lykkelig det vilde have gjort ham I Men
hun sad stille, og Resten af Veien tilbagelagdes i Taushed.
Da de var kommet hjem, sagde Wyndham : Det er
bedst du venter her nedenunder, mens jeg gaar op og for
bereder din Mor. Hun ved ikke, at jeg bringer dig med hjem.
Den virkelige Grund til at lade Joyce blive igjen
nede, var imidlertid den, at lvyndham vilde bede sin Hustru
ikke ncrvne noget om Philip Dane for det første. Han
fandt hende meget nedtrykt.
— Jeg har ventet paa dig, Alfred; men jeg syntes
det var saa længe for du kom. Er det ikke frygteligt
det som er hcendt?
— Endnu er det ikke hcendt, Tatitia, sagde han op«
— Men?
URD
muntrende, og vi maa gjøre vort bedste forat det ikke
stal hcende. Jeg tænker nok vi greier det. Jeg har
Joyce med mig.
— Her! udbrod Fru Wyndham. Hvor er hun?
— Hun er nedenunder; hun fulgte villig med, og
nu maa vi førssge paa at beholde hende. Du Tatitia,
jeg tænker det ikke vil stade at gaa lidt diplomatist tilverks,
og Doktoren maa hjælpe os. Imidlertid er det ikke værdt
at ncevne den Fyrens Navn. Hun ved siet ikke, at vi
kjender noget til det, og jeg sik hende med mig bare for
din skyld. Hun tror, du er meget værre end du virkelig
er, stjønt du sandelig nu ser medtaget ud. Den übehagelige
Nyhed har rystet dig, min kjære ven.
— Det er ligesaa godt at vide det værste, ikke sandt
du? sagde hun og saa kjærlig op paa ’ham. Jeg har
ikke ængstet mig, for jeg vidste du nok vilde vide hvad
der stulde gjøres. Jeg vil nsdig være utaalmodig eller
urimelig ; men Alfred, jeg vil saa gjerne se hende nu ! hust,
det cr sire Maaneder siden sidst, og jeg er dog hendes Mor I
Wyndham vendte sig bort; Ginene stod fulde af
Taarer. Du stal faa se hende, min kjære ven. Hun
venter paa Tilladelse til at faa komme op. Du er blevet
provet haardt, og jeg ser dct har taget mere paa dig end
jeg vidste. Men mcmste Gud har hørt vore Vsnner.
Joyce sad imidlertid nedenunder, og underlige var de
Tanker som strsmmede ind paa hende. Hun fslte sig som
en fremmed, og dog, naar hun saa sig omkring og be
tragtede alle de kjendte, kjære Ting, blev hun saa varm
om Hjertet; her var dog — trods alt — Hjemmet!
En sterk Fslelse af egen llværdighed og Mangel paa
Forstaaelse af alle de goder hun her havde eiet, lagde sig
trykkende over hende. Da hun Horte Farens skridt, reiste
hun sig hurtig og stjælvende. Han saa hendes Vevægelse,
og det vakte nyt Haab hos ham.
— Din Mor venter dig, mit kjære Barn, sagde han
kjærligere end han egentlig havde ment. Forinden du nu
gaar op, maa du love mig, at du ikke stal bedrsve eller
saare hende; hun har gjennemgaat meget, og er saa glad
i dig, ligesom j<-g er det, som jeg er det. Var han
blevet staaende et Gieblik til, havde Joyce kastet sig om
Halsen paa ham ; men han folte, at selvbeherstelsen svig»
tede ham, og gik derfor rastt ud af Værelset. Joyce
maatte gaa op til sin Mor alene. Hun gjorde det lang
somt og nslende. Atter at kunne faa indtage sin Alads
som Husets Datter forekom hende at være den høieste
Tykke, men forinden det stulde ste, maatte hun erkjende
sin Egensindighed og bede om Tilgivelse. Hun stansede
paa Trappeafsatsen og tænkte sig om. Det var saa be
synderligt, at hun, den samme Joyce, som om Morgenen
var vaagnet fuld af onde, bitre Tanker mod hele dette
Hus og alle dets kjære Veboere, nu bare længtede efter
at faa blive her for bestandig. — Endelig gik hun videre
og traadte stjælvende ind i sin Mors Værelse. Da Joyce
saa Morens blege Ansigt og kjærlige Gine, der var vendt
mod hende, glemte hun alle sine smukke Forsætter og sin
vel overveiede lille Tale. Med Udraabet: Mor, kjære,
kjære Mor! ilede hun hen til hende og kastede sig paa
Ance for hende.
Gg Moren tilgav og glemte alt, undtagen at dette
var det lille Varn Gud havde givet hende for mange
Aar tilbage, da hun bad om, at hendes Gut maatte faa
en Hoster til Tegekamerat, og hun slog Armene om
Datteren og trykkede hende til sit Hjerte.
Nu førstod først Joyce, hvad det vil sige at have en
Mor, førstod, at hvad Verden end kan have at byde —
en Mor kan den ikke give, og hendes 3>jcrl fyldtes med
Tak, fordi dette ikke for sent var gaat op for hende.
(Forts.)
95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
