Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 5. Mars 1898 - —r: Vore Selskaber - L. B.: Om Skjønheden i Hjemmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
et var bare i de gode, gamle Dage, at man
saadan 3sndagseftermiddag kunde gaa hen til
hverandre, drikke en Aop Aaffe, og hvis det
var beleiligt, slaa sig til for Aftenen. Ven
gang kjendte man ikke til hverken Varieteer
eller Tivolier eller nogen af alle disse offent
lige Forlystelser, som i bogstavelig Forstand adspreder
Menneskene; man var henvist til hverandre, sogte hver
andre og — hyggede sig ved Man kom uden
Fordringer og blev modtagen uden Gpstyr eller Forbere
delser, spillede Aort, musicerede og legte, ja sik sig, naar
der var Ungdom tilstede, ogsaa en liden svingom og gik
hjem i borgerlig Tid, oplivet og fornsiet med Benyttelsen
af sin Hvile» og Rekreationsdag. Hvor hyggelige de var
disse sondagseftermiddage, naar det ringede paa Entre
klokken, og kjendte Ansigter tittede ind ad Doren til lige
stor Glæde for baade verter og Gjcester.
Nu tildags er den slags selskabelighed omtrent ganste
førsvunden. Man besoger hverandre kun efter speciel Ind
bydelse; man har sine aarlige eller halvaarlige s>elstaber,
og dem gjor man ikke bare for Morroens skyld, dertil
er de for kostbare og — for kjedelige. Man samler en
hel Del Mennester, som ofte ikke engang kjender hverandre,
bespiser dem og lader dem gaa — det er det hele. syn
derlig Hygge eller Fornsielse har man vistnok ikke af det,
men det er nu saadan Tkik og Brug, og man maa pligt
styldigst engang imellem bespise dem, hos hvem man selv
har spist — ja for Bespisningen er og blir Hovedsagen
ved det. Den optager saa ganske vertffabets Tanker og
Gjesternes Tid, at der blir ikke plads til noget mere.
I Mad og Drikke udfoldes der en Overdrivelse og Tuksus,
som gaar over alle Gramser; paa det Gebet vil den ene
ikke staa tilbage for, men altid et Trin over den anden,
saa Guderne ved, hvor det vil ende. Det er, som havde
man ingen anden Hensigt med at komme sammen end den
at spise og drikke.
Nu ja — god Mad og Drikke i al Ære! Uden
Ol og Mad er Helten ingenting, og et godt Bord og et
Glas vin forhøier visselig stemningen, det førstaar man
nok, naar man iagttager den store Forstjel paa Folk,
medens de staar og venter paa Maden, og efterat de vel
er komne tilbords, hvilket ganske andet 3iv der da bliver
i dem. Ja stemning og Humor maa der til, men det
opnaaes ikke bare ved Mad og Drikke; og der er Maade
med alt; man kan dog se sine Gjester tilgode uden den
Flothed og Overdrivelse i Madveien, som nu udvises af
baade dem, der har Raad til det, og dem, der ikke har
det. For disse sidste er det hellerikke nogen ganske üblandet
Fornoielse at tage tiltakke, med Tanken paa at man ikke
kan gjore Gjengjæld, og mangen renoncerer kanske af
den Grund paa en Omgang, hvis personlige Element
han nok sætter pris paa, men som han ikke har Raad
til at vedligeholde i de Former, hvori den bydes. Det er
kun de fcerreste, som er selvstendige nok til at turde traktere
efter sin egen s>mag og sin egen Raad.
„Det er kun parvenuer som overlcesser sine Tafler",
har en Forfatter sagt, og denne pragtudfoldelse i Mad
veien af det lcrkreste og sjeldneste, som for Aarstiden
lader sig opdrive, synes ogsaa mangengang ligefrem nar
agtig og nærmest at være et Udflag af Trangen til at
vise, hvor sin man er, og hvor god Raad man har.
(sorts.)
vore Selskaber.
URD
vordan ser i Almindelighed et Hjem vel ud?
kan man spørge. Gg behsves der noget sår
skilt Skjsn for at ordne i en Stue f. Lks.?
<3r det ikke bra nok, naar der er rent og pyntet
op efter bedste Evne baade med puder og med
Fotografier — Blomsterpotter og Antimacassar baade her
og der?
Ja, det er et meget berettiget Sporgsmaal, — Ve»
svarelsen baade ja og nei. Hovedsagen er i alle Fald at
holde det rent, ordentlig og lyst I dernæst efter Forhold og
skonomiste vilkaar at gjore det hyggeligt.
Hvem der her — som i alt andet — kunde sinde
den gyldne Middelvej !
At udstyre et værelse altfor luksuriost — er Oraler«;
og den modsatte yderlighed, altfor tarvelig, faar let Ud
seende af ligegyldighed, ofte af paaholdenhed.
Middelveien, en smagfuld Harmoni, er det man burde
strcebe efter.
Der er mange, der tror, man maa være „Kunstner"
for at forståa at omgive sig med, hvad der er pent. Nei,
langt fra! ialfald ingen udovende Aunstner. 3idt af den
saakaldte „Gnist" har jo Naturen selv lagt i ethvert aabent,
modtageligt Sind. —
Fuldt fagmcessig og sagkyndig at udstyre vore vær
elser for dermed at tilfredsstille Kunstens og Skjsnhedens
Fordringer — det er formeget forlangt her i vore smaa
og fattige Forhold. Men jeg tror ikke heller, der krceves
saa meget for et smukt og hyggeligt Udseende, naar Sma
gen bare blev lidt renset med Hensyn til, hvad der passer
sammen i Stuen — baade hvad Form og Farve angaar.
Frihed og Harmoni er det vigtigste!
Efter min Mening er det ikke smagfuldt at hcenge
mange førstjelligartede Billeder — forudsat at det ikke er
virkelige Kunstverker — paa vceggene og saa kanske ind
imellem paa tilfældig aabne Smaasteder anbringe alskens
andre Dekorationer, som: vifter, Slsifer, Makartbuketter,
Hylder med broget Nips, papirblomster — ja, det er
umuligt at opregne alt det, man sommetider kan sinde
sammenhobet paa vceggen! Saa kan der f. Eks. være
Etagsrer og Smaaborde omkring i Stuen saa fuldt be
satte med alle mulige Rariteter : store Muslingskaller, bro
gede Urtepotter, Blomsterglas, — Maanestinslamper i
glimrende Farver, tampestjærme osv. osv., en saa kulort
Mangfoldighed, at man rent blir svimmel! Lr saa dertil
værelset meget lidet og godt opfyldt af det nødvendige
Msblement, kan man blive bange og ikke turde rore sig
for ikke — som hos Dopheide — at rive noget ned i
Farten.
Stod det til mig, vilde jeg oprette store Skoler over
hele Landet, hvor Eleverne fremfor mange andre Fag
skulde lære meget Kunsthistorie og hore Masser af Fore
drag om „det stjønne"; thi gives der end ikke efter pro
fessorens Mening aldeles bestemte Regler og 3ove for
Opfatningen af, hvad der kaldes stjont, — saa kunde
alle Mennesker have godt af gjennem Kunsten og dens
Historie at lære — ved Siden af sin individuelle Fslelse
— at der overalt baade i og udenfor os findes noget,
der uomtvistelig er stjont, at Smagen har gjennemgaaet
Udvikling, — Begrebet om det ffjonne undergaaet For
andring, — at hver Tid har sin Smag, — samt endelig at
„Kunsten" er en Frembringelse af det stjonne for det
stjønnes egen Skyld. (Forts.)
Gm Skjonheden i Hjemmet
Af 5. B.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
