Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et var den følgende Morgen
Ulokken havde netop staat seks, da Grev Karl
stjarne gik ud af Nassauer Hofs port og steg ind i
en vogn, som ventede ham udenfor.
— Rjsr til Tchlusselburg, sagde han til Rusten.
Da de nærmede sig „Rnecht Ruprechts" Havevort,
lod Greven vognen holde og fortsatte tilfods, mens
han ivrig og urolig speidede fremover.
Ln slank, kvindelig skitkelse kom ham imøde. Hun var ind
hyllet i en mork, fodsid Rappe og Ansigtet var stjult af et tatt
slsr.
Tause trykkede de hinandens Hcrnder. Ln halvkvalt Hulken
trcrngte sig frem gjennem slorer.
— Mod, mit Barn, sagde han, idet de begge steg op i vog
nen. Vyen var endnu ikke vaagnet til liv. Gaderne laa sde og
tomme.
Vet eneste man saa var en Arbeider, som vandrede afsted til
sin Fabrik eller sit Verkited, og hvis tunge Skridt gav Gjenlyd
mellem Husrækkerne, og nu og da tjorte en Vrsdvogn forbi . . . .
— ved han noget? spurte Karl stjcnne efter en Stunds
Forløb.
— Intet, hulkede hun til svar. Jeg sendte Vud til ham
igaaraftes, at jeg var gaat tidlig tilsengs, da jeg ikte solte mig
rigtig frisk. Gg mit Vrev, som underretter ham om min Afreise,
faar han først ved Frokosten Klokken ti.
— Godt! Gg Ve har vel ikke sagt ham, hvor Ve reiser hen?
— Jeg har fulgt Veres Forskrifter i alt.
— Gud lonne Vem l
Va Greven alene vendte tilbage fra stationen, var han ned>
sunken i dybe Tanker.
Han havde naaet sit Maal, saa let og hurtig at det hele fore
kom ham som en Vrom. Gg dog kunde han ikke være rigtig
glad. Han havde en eiendommelig trykkende Folelse af smerte og
Tomhed, som han ikke kunde forklare sig. Vet var som om han
var blevet stilt fra noget der havde slaat dybe Roddcr i hans
sjæl, som om der var kastet et slsr over den lyse, solrige som
mermorgen.
Gg atter og atter vendte hans Tanker tilbage til et blondt
Hode og et var taarefyldte blåa Gine, som for hvert sekund som
gik fortes lcrngere og lcrngere bort fra ham til fjerne Egne.
Han havde sendt vognen bort og gik en Tur gjennem Vadets
park, hvor nogle sovndrukne Gjcester allerede havde indfundet sig
for at drikke sit Vrondvand.
pludselig vækkes han af et slag paa skulderen. Han vender
sig om. Vet er Vroren.
— Vu her, Aksel! udbrod han forbauset; hvad stal det betyde?
Hvorledes kan du være saa uforsigtig at gaa saa langt, du som
har været saa syg? Vu er ikke sterk nok til det. Vu er jo bleg
som et Tig. v
Men Aksel stjcirne besvarte ikke hans Vebreidelser.
— Hvor har du gjort af Kathe? raabte han med stjælvende
stemme.
— Kathe — Kathe — — gjentog Karl stjarne forvirret.
— Ja, svar mig og det straks! Jeg ved, at du har truffet
hende. Knecht Ruprecht har gaat til Vekjendelse, Vu listede dig
ind igaar, mens jeg sov Middag, og allerede tidlig i Morges har
hun forladt schliisselburg.
— Hun er reist.
— Reist! Vu lyver! Vet er umuligt!
— vcer en Mand, Aksel, og tag det med Ro. Man iagt
tager os.
— lagttager os! Hvad bryr jeg mig om disse nysgjerrige
Tossehoder! Vu har rovet Kathe fra mig, og jeg befaler dig,
horer du, jeg befaler dig straks at give mig hende tilbage.
Rampen om Rjarlighed.
Sonja
Af Johan Nordling.
Autorlselt Overscrttelse.
(Fortsættelse).
eller
Eftertryk forbydes.
UVR
—Vu husker vor Overenskomst og dit tofte Vet er til
dit bedste jeg har handlet, som jeg har. Hun har givet Af
kald — og du er bundet af din Ed.
— Jeg tror det ikke! Aldrig — aldrig stal hun give Af
kald. Jeg maa hore det af hendes egen Mund. Vette er svig,
Vedrageri.
— Hun har strevet til dig.
Aksel stjcirnes blege Ansigt blev ligblegt. Han pustede tungt
og stottede sig mod Trcestammen for ikke at falde.
— Hun har strevet, siger du? Kan det være dette; jeg fik
det netop, men har ikke havt Tid til at se paa det.
Han gjennemsogte nervost den ene tomme efter den anden og
fandt tilsidst et sammenkrollet lidet Vrev, som han hurtig rev op.
En liden Gjenstand faldt ud og ned paa Marken.
Han kastede et Vlik paa den elegante kvindelige skrift, som
han kjendte saa godt, og iom han saa ofte havde trykket til sine
lcrber — og med et tungt ston faldt han besvimet til Jorden.
ALngstelig kncrlte Karl stjarne ned ved Vrorens side. Han
aandede! saa var det blot en Vesvimelse, som vel snart vilde
gaa over. Ven smertelige Efterretning var kommen altfor plud
selig paa ham, svag som han nu var.
Tjenerne og en af lcegerne kom til.
— Ver er ingen Fare, erklærte denne straks; han behover kun
Hvile og Ro. En kort Vesvimelse — intet andet.
I Hast fik man fat paa en vogn, og den bevidstlsse lsftedes
op. Vrevet holdt han endnu i sin knyttede Hacmd.
Idet de skulde kjore, trcengte en af de nysgjerrige Tilskuere
sig frem til Karl stjarne og rakte ham en liden Tingest.
— Undskyld, min Herre, jeg fandt dette paa sanden, den syge
har rimeligvis mistet det.
Vet var et tyndt, slidt lidet sslvkors, som hang ved en smal
sort snor; det kunde knapt kaldes et smykke Icenger, og en Guld
smed vilde neppe gidde værdsætte det.
Karl stjcirne blev meget forbauset da han saa det lille Kors.
Vet forekom ham saa bekjendt, dette tarvelige smykke, han maatte
have set det for. Ja vist — han havde set det! Men hvor,
hvor? — Vette sporsmaal trcengte sig ind paa ham, plagede
ham, krcrvede svar, uden at han kunde finde noget.
vognen rullede afsted. Han tog Vrevet ud af Vrorens Hacmd;
maaste det kunde give nogen Forklaring.
Vet indeholdt kun nogen faa linjer.
Elskede, stod der, jeg er bleven overbevist om. at vi ikke nogen
sinde kan faa hinanden. Vin tykke og min ogsaa (thi min tykke
er dit vel) krcever, at vi ikke gjensees. led ikke efter mig, sorg
ikke over mig, glem mig — bare glem mig! En eneste liden Er
indring beder jeg dig modtage — det lille solokors som du saa
ofte kyssede —
Nei — her var ingen ledetraad at finde.
I det samme slog Aksel stjarne Ginene op: han saa Vroren
sidde og stirre morkt ned paa Korset som han holdt i Hacmden.
Heftig greb han det og rev det til sig.
Gg den ulykkelige Mand trykkede det til sine tceber, og mens
Ginene fyldtes med Taarer, klagede han: saa er dette det eneste
— det eneste, som min uendelige Kjærlighed fik beholde.
Grev Aksel kom snart igjen til Krcefter, efter at have hvilt
sig lidt paa sofaen, og Karl stjcine vendte tilbage til Hotellet.
Klokken var bare otte, og sonjas Kammerjomfru oplyste, at
Frokenen sov „som et lidet Varn."
stille listede Faren sig ind i hendes værelse.
Hendes Kinder var farvet af en stjær Rsdene, og den hvide
Arm var bøiet op om Hodet; hun pustede langsomt og rolig. Ve
halvaabne lcrber smilte: hun dromte vist noget hyggeligt og godtl
Fuld af Faderstolthed og Glcrde bolede Grev stjarne sig sagte
ned og kyssede hende paa den hvide pande,
pludselig gik der et Ryk gjennem ham. Ver — der under de
fine Vlonder om hendes Hals lyste et slidt lidet sslvkors — Kathe
Ventsons solvkors!
Gg nu fandt han hvad han havde ledt saa intenst efter i sin
Hukommelse tidligere paa Vågen. Vet var jo hos sonja, hans
egen Vatter, han engang havde set det smykke.
Halvt stjcemlst, ! alvt genert havde hun fortalt ham den lille
romantiske Historie om hvorledes hun havde faat det af gamle Fru
Verg, Gartnerens Mor, og hvorledes denne havde formant hende
til at passe vel paa det og altid bære det paa sig, dette stykke af
hendes eget Hjerte.
Vet gik rundt for ham. sonja — den gamle Fru Verg.—
Kathe Ventson — de to solvkors — hvilket mystist Vacmd fore
nede disse, hvad var det for en msrk Hemmelighed som stjnlte
sig her?
Han folte sig saa underlig beklemt; en Anelse om ukjendte
Farer sneg sig over ham, Fantasien sattes i den sterkeste Vevcrgelse
og Hjertet krympede sig i Angst.
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
