Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg var fortvilet, jeg rasede, lagde Alaner om at
flygte og bad Gud om at frelse mig ved et Mirakel.
Gg der skede et Mirakel. Den kjærlige, muntre Gnkel
Frits, som kaldte mig sit Hjerteguld, kom paa Besog, og
til ham vendte jeg mig i min Nod. Han var da netop
vaa Reise til Schweiz, og inden jeg vidste Grdet af det,
havde han ordnet det saa, at jeg sik folge med. Han
vilde anbringe mig i en pension, hvor jeg kunde faa
flere Aundstaber, lære at kjende andre unge piger, blive
udviklet og voksen.
„Lndnu er du jo et lidet Tossehode, som ikke har
Greie vaa nogen Verdens Ting," sagde han, „men saa
er du nu alligevel mit eget Hjerteguld."
Vet var her i Montreux, i pensionatet nede ved
Muren, at jeg tilbragte det Aar mellem atten og nitten,
som blev afgjørende for hele mit senere 3iv. Et Jubel»
aar, et solstinsaar, hvori 3ivet tændtes, og alt var nyt
og berusende. En italienst pige vaa min Alder kom
mig straks imode som en varm og vi sluttede
et inderligt Venstab. Hun havde i sit Væsen den friste,
varme Umiddelbarhed, som netop trcengtes for mig, hun
havde Grdet i sin Magt, og stjont vi begge udtrykte os
daarlig vaa Franst, kom jeg fnart ind i alle hendes
Forhold. Jeg saa for mig den lille By oppe i Fjeldene
mellem Firenze og Bologna, hvor hun havde sit Hjem.
Fattige Forceldre, der drev en liden Jordvei og eiede en
Vigne i Byens Nærhed. En Broder, som studerede i
Padova, og som staffede hende Midler til at uddanne
sig. At lære s>prog og blive 3cererinde hos Engelske i
Firenze var hendes Fremtidsplan.
Denne Broder var et Vidunder, en skjsnhed, lærd.
Digter og med et Hjerte, saa smt og rent, som et Barns.
Hun bar hans Billede i en Medaljon om Halsen. Jeg
maatte beundre det mange Gange hver Dag, og imellem
om Aftenen spurgte hun, om jeg vilde se ham endnu en
Gang, for jeg lukkede Ginene.
Foruden den sceregne Glæde at være sammen med
hende fulgte jeg med levende Interesse Undervisningen;
alle Tcererinder og mine Medelever var venlige og gode
mod mig. Gg at komme fra det nordtyste slette»
lands Ensformighed til denne Natur var en vidunderlig
Gvergang. Dette Paradis, hvor alt glitrer og skinner i
vekslende Former og Farver! Host og Vaar fik vi Tov
at gjore Udflugter op gjennem Fjelddalene til Matter
horn og Mont Blanc, og for hver ny Udflugt elstede
jeg Naturen endnu høiere.
496
Imidlertid havde Julia indledet Bekjendtstab mellem
mig og Broderen. Forst med Hilsener frem og tilbage,
faa med smaa Billetter, endelig med Udveksling af Foto
grafier. Han var skuffet over mit Billede, istedetfor en
„blond Nordens Valkyrie," fandt han et sydlandst Fysiog
nomi. „Men derved kjender jeg Dem rigtignok bedre. De
er ligesom min Candsmandinde," strev han. Jeg lagde
mig naturligvis ivrig efter Italienst, og han foreslog, at
jeg skulde sende ham stile, skildringer af mit Hjem, af
Tystland og tyste Forhold, saa stulde han rette dem og
sende dem tilbage med Aommentar. I Begyndelsen sik
jeg dem ogsaa tilbage; senere vilde han beholde dem og
blot strive af de Grd eller Hætninger, som var feilagtige.
Mosteren tog ivrig Del i alt, opmuntrede mig til at
strive og glædede sig over vort Venstab. At det hos
nogen af parterne kunde udvikle sig til en ommere
Fslelse, faldt hende vist aldrig ind. Giovanni sendte
mig hvert nyt Digt, han strev, smaa sonnetter, Udtryk
for en eller anden stemning, ofte en fin Naturstildring,
men aldrig Ajærlighedsscmge. Gm Vaaren, henimod
Aursets slutning, udgav han endelig et Bind Digte, der
fisi over Italien og vakte stor Begeistring. Jeg paatog
URD
mig at oversætte dem paa Tyst, fik virkelig ogsaa For
ligger; men hverken Digter eller Gversætter fandt Naade
for Aritiken.
At stilles fra Schrveitz, fra Pensionen og fra Julia
var en forfærdelig smerte. Aorl efter Hjemkomsten døde
min Mor. Jeg stulde da overtage Husvcesenet og for
resten leve et ensformigt og dodsstille 3iv, sammen med
min Far. Min Ulyst til praktist Arbeide var storre
end nogensinde; alt gik ogsaa traat og bagvendt. Jeg
levede i Boger, i Goethes italienske Reise, i „U)erthers
teiden," i Vyrons Digte — men først og sidst i „Romeo
og Julia," som jeg næsten lærte udenad. Herunder ud
vikledes et Fantasi- og Drommeliv, som gjorde mig mere
og mere ustikket for min praktiske Gjerning. Romanen
om Giovanni og mig, om vort Mode og en gylden
Fremtid, et Hjem dernede i sollandet, hvor Himlen altid
er blaa, hvor Livet er stjont og lyst og let, besncerede
alle mine Tanker.
Ensom gik jeg med mine Dromme, og i Ensomheden
vokste de, indtil de blev en Del af mit Liv, ja, blev det
eneste, jeg fandt det værd at leve for. Gg i mit bestedne
nordtyste Hjem var der ingen, der kunde rive mig ud af
mit sygelige Fantasiliv.
Giovanni sendte mig stadig italienste Boger til Gver
sættelse. Gg om det ikke altid lykkedes mig at faa
Forligger, var det dog en Fryd at sysle med hans
sprog og soge efter Udtryk for alle de fine, rige Nuancer.
Aarene gik, tre, fire, fem. Julia havde faaet Post
i England. Giovanni havde Ansættelse ved et Bibliothek
i Bologna. Men hans Hovedbeskæftigelse var Forfat
terstab. Brevvekslingen mellem os vedblev at gaa sin
regelmæssige Gang. Men den holdtes altid inden samme
Gramse. Intet tydede paa, at han delte mine Fslelser,
og jeg førstod i Brevene at udtrykke mig neutralt, enddog
muntert. Han bod mig det elstværdigste, broderlige Ven
stab, uden at ane, at min sjæl hungrede efter Ajærlig
hedens Gmhed og Hympathi.
Denne Aamp slugte min Ungdom, min livskraft,
min Arbeidsevne. Den lammede mig i Opfyldelsen af
mine pligter, flovede sansen for, hvad jeg styldte min
Far, ja, den undergravede tilsidst ogsaa min Helbred.
Jeg abonnerede paa den italienste Avis, hvori Gio
vanni offentliggjorde sine Digte, og jeg aabnede den derfor
altid med Forventning. 3>aa var det en Dag — for
ti Aar siden — at jeg i Avisen fandt et Aors, en
borgerånd, en Nekrolog. Italiens unge, feirede Digter,
Giovanni Rodolfo, var efter faa Dages Tygdom afgaaet
ved Døden. Fædrelandet sorgede over Tabet af en s>on,
der havde begeistret Nutiden og vakt saa store Forhaab
ninger for Fremtiden.
Det Dødens 5lag rammede ogsaa mig. En skygge,
der lever et skyggeliv, har jeg fra den Dag af været.
Ingen Hol varmer mig mere. Ingen frist Ailde slukker
min Torst. Ingen Rost naar til mit Hjerte.
„Har De aldrig været i Italien?" maatte jeg sporge.
„Mange Gange. Forste Gang havde jeg en under
lig Fcerd. Gnkel Frits tog mig med. Han anede kanste
noget af sammenhcengen og troede, at s>ynet af disse
steder, af det rige, stjonne Bologna, af Blomsterbyen
Firenze vilde gjore mig godt. Gg det bragte paa en
Maade Lindring, stjont det gav sorgen bestemtere Gmrids.
I Giovannis Fodeby, i Fjeldpasset mellem Firenze og
Bologna, bad jeg min Gnkel om at faa være en Dags
Tid. Jeg sogte efter hans Forceldre. Faderen var dod,
Moderen flyttet til slcegtninge i Pisa. Julia var stadig
i England.
„Men bliv over imorgen, saa faar De se Giovanni,"
hvistede den gamle Rone, som nu beboede Huset. Gg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
