Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vore Kuverter smaa Markblomstbuketter, ordnede med
særegen Tmag og Ynde fra hende. Vg tabte en af os
i salonen et Nsste, en Hæklenaal, et Rort, lynsnart
tog hun det op. Tysterne morede sig over dette og an
stillede Forssg med at slippe Ting paa Gulvet; men da
dækkede „Mauschen" sig blot med sit Avisstjold. For
sogte vi at indlede en Hamtale, viste hun sig absolut
utilgjengelig, og at faa hende med paa en Tur var en
Umulighed. Alangen af det norske Tprog interesserede
hende dog, og naar vi passiarede indbyrdes, flyttede hun
ofte nærmere med et frygtsomt „darf ich?"
Hele Vinteren havde denne lille Aoloni kamperet
sammen, feiret baade Jul og Paaske og „der liebe Aaisers"
Geburtstag. Nu var Vaaren kommen, og snart stulde
vi atter spredes til hver vor Aant.
Tom jeg da en Aften sad alene paa en af Bcrnkene
ved Mortreuxs Airke, med Ginene fcengslede af det her
lige landstab, men med Tindet fyldt af længsel efter
Nordens Vaar og Nordens Natur, efter Hjemmet og
alle de Ajære, som ventede paa os, Horte jeg „Mauschen"s
„darf ich?" I næste Vieblik havde ogsaa hun plads
paa Bcenken.
Vg nu vilde hun tale. Forst indledede hun med
Tporsmaal om Norge, om Naturen, Hjemmene, vort
Arbeide. Vg jeg meddelte saa gjerne, udtalte tilsidst min
Forundring over, at Mennesker Aar efter Aar kunde
udholde dette Vmflakkerliv paa Hoteller, denne Grkeslsshed.
„Ve er glad i Arbeidet?" spurgte hun frygtsomt.
„Hvad tænker De da om mig?"
„Ingenting, Jeg kjender Dem ikke."
„Men nu vil jeg saa gjerne tale med Dem. Har
De Taalmodighed? Darf ich?"
Der behovedes ikke Taalmodighed. Hele hendes
Væsen var med et tændt. Der kom en egen Glod —
kanske en Feberglod — i de sorte Gine, da hun begyndte
Fortællingen af sit livs Historie. I Begyndelsen talte
hun langsomt og med Afbrydelser, senere i en uafbrudt
Ttrom. Hendes Blik modte ikke mit, hun saa kun de
fjerne Billeder, som hun oprullede.
„Jeg voksede op som eneste Barn i et tarveligt
nordtysk prestehjem. Min Mor var from og arbeidsom,
altid optagen af sin huslige Gjerning, af Arbeide for
Missionen eller af Besog hos fattige og syge i Tognet.
Jeg gik i Tkole i den nærmeste landsby. Hjemme talte
aldrig nogen med mig om, hvad jeg lærte. Naar jeg
kunde sekserne, var min Mor fornsiet. skolegangen
bestod ligesom ikke i andet end at „lære sekser". For
uden med sin prestegjerning syslede min Far meget med sin
Have og sin Hsnsegaard. Vm Aftenen lagde han jevnlig
Rabal, ofte to—tre Timer i Trcek.
Allerede i Barneaarene kom der ofte over mig en
længsel og en Uro. Jeg higede efter noget, jeg selv ikke
kunde give Navn, men som ikke fandtes indenfor preste
gaardens Havehegn.
Naar jeg da dækkede Bordet med Gaffelen tilhsire,
kjøbte Mel i landsbyen istedetfor bukker, kom med Nogle
knippet, naar Mor bad om en Taks, fik jeg mange
Tkjcend. En tosset, uduelig pige, som ikke kunde blive
til noget" i Verden! Min Mors Bebreidelser endte
gjerne med det Tporsmaal „og hvad tror du, din
Mand vil sige?" Det var ikke godt for mig at besvare.
Men jeg skulde altsaa faa en Mand, det var en afgjort
Tag. Mon hvor han skulde komme fra? I mit sekstende
Aar havde jeg endnu neppe seet en ung Mand.
Jeg havde en brændende Aundstabstørst, gjorde
derfor rast Fremgang paa skolen kunde i Aonfir
-:-
URD
mationsalderen læse Fransk og Engelst med ligesaa stor
lethed som Tyst. Boger var mit Tvcermeri, lcesning
min storste Glæde. Men aldrig saa snart saa Mor mig
med en Bog, for den blev nappet ud af min Haand.
Ja, nyttige Boger, som indeholdt praktiske Vink og lær-»
domme. Boger om Aogning, syltning og Bagning, om
Vast og Flekkers Aftagning — Dr. Alencke og andre
førstandige Mænds Boger — maatte jeg gjerne studere.
Men Digte og Fjas om Elstov og Rosenstyer — hvad
skulde det tjene til? Forstyrre mit Hoved, forvirre mine
Begreber. Jeg modsagde aldrig min Mor, det vilde
være unyttigt; men jeg gjorde seig, passiv Modstand,
stjal mig til lcesning, listede mig op om Natten.
Min Far havde en stor Aasse fuld af Boger staaende
paa loftet — der maatte ikke udstilles profan litteratur i
en prestegaard. Her laa Schiller, Goethe og Tchciffel,
Molisre og Rousseau, Byron og Shakespeare, — en
uudtsmmelig Ailde at ose af. Naar Mor foretog sine
Reiser omkring i Tognet for at undervise Bondekonerne
i at lave Hermetik, blev Husforelsen betroet mig.
Jeg meddelte straks Aokkepigen, at hun de Dage skulde
faa lave Mad, bage, lægge ned Agurker paa egen
Haand. Det likte hun, jeg likte min Bog og iførte mig
først henad Aften det store, hvide Vvertrcek, som var
Tegn paa min Husmoderværdighed. Paa Mors Tpsrgs
maal: „Er alt besorget, kjære Barn?" svarede jeg:
„Alt, sode Moder."
En Tkolelærer fra landsbyen begyndte ved denne
Tid at vanke i Prestegaarden. En klodset, underlig
person, som imidlertid stod scerdeles hsit i mine For
ældres Gunst. Visse Vink og Hentydninger gav mig
Mistanke om, at han var tiltænkt mig som livsledsager.
Men det stulde ikke blive noget af. Naar han stirrede
paa mig med sine blasse Gine og begyndte at udvikle
vort Mennesteværd og vor hoie Bestemmelse, spurgte jeg,
om han nogensinde havde hørt Gaardshanen gale, og
saa galede jeg i vilden Tky. En anden Gang kom jeg
midt i hans Betragtninger til at tænke paa Tartuffe,
den store Hykler, og det bragte mig i en saa voldsom
latter, at den cerværdige Mand maatte tro, jeg var
gaaet fra Forstanden. „Har De lcest Tartuffe? spurgte
jeg endelig. „De mener — De mener da ikke?" „Tar
tuffe af Molisre", fortsatte jeg i den muntreste Tone.
Min Far og læreren, Aattenburg, raabte rædselsslagne:
„Tartuffe af Molisre," og min Mor spurgte: „hvem er
da det?" „En forfærdelig fransk Forfatter," forklarede
min Far, „en gudlos Anegt, som spotter det Hellige og
sætter alt paa Hovedet."
„Barn, Barn, du styrter dig i Fortabelsen," jam«
rede min Mor.
Aattenburg vedblev imidlertid med sine Besog, uagtet
jeg plagede ham paa alle Maader. Vverlod Mor mig
at stjcenke Aaffe, vceltede jeg baade Aande og Aopper,
og en Gang da jeg stulde varte op ved Bordet for at
vise min Huslighed, saa jeg mit Tnit til at nappe Ttolen
fra ham, saa han dumpede paa Gulvet og rev med
sig baade Tallerken og Arus. „Alein Hanne er saa
undselig, saa forfjamset," forklarede min Mor.
Endelig kom det store Tporsmaal, stillet til min
Far. Han bragte det videre med varm Anbefaling. Der
i Tognet fandtes ingen med en saa prcegtig Aarakter og
saa grundhcederlige Principer.
„Jeg kan ikke, Far, og jeg vil ikke," var mit be«
stemte Tvar.
„Din Vilje heder endnu lydighed," svarede min
Far med hsitideligt Alvor. „Men du stal faa en Uge
til at besinde dig i, og da kommer du nok paa bedre
Tanker."
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
