Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
9
Er hun kjed af det elendige Liv, hun lever ? —
Nei, hun glæder sig ved Svalerne under Tagskjægget,
Homlestænglen som vokser op forbi Vinduet og
Stjernerne, som flytter sig om Vinternatten — —
Nuja — i min store Skamfuldhed lover jeg mig
da selv, at alt hvad der staar i min Magt skal blive
gjort for at faa dette mærkværdige Menneske frisk
igjen. Thi er ikke hun skikket for Livet og har
ikke hun fortjent at leve det, da forstaar ikke jeg
mig paa nogenting af de Ting.
Som sagt, saa gjort: samme Dag reiser jeg ind
til Kjøbenhavn og taler med en af vore berømteste
Specialister. — Han siger ikke stort; det er i det hele
taget altid Bevis paa Dygtighed hos en Læge, at han
ikke straks har alt paa det rene. Men han siger
dog saa meget, at Inger Margrete ialfald burde lægges
ind paa en Klinik, undersøges der og i Tilfælde
gjennemgaa en Operation.
Jeg tog hjem samme Dag og gik straks op til
Inger Margrete for at fortælle hende denne Nyhed, at
der kanske endnu var Haab.
De kan skjønne at jeg havde troet, hun skulde
blive lidt glad over dette Forslag; men vil De tro:
hun blev meget ulykkelig! Hun bønfaldt mig om
at faa Lov at slippe!
Ja, jeg er jo blød ligeoverfor Bønner; men paa
den anden Side tænkte jeg: Inger Margrete, den
stakkars Fattigpige, ved naturligvis ikke, hvad det
hele gjælder. Naar hun først kommer derind i et
stort lyst Værelse med rigelig og god Mad, med
omhyggelig Pleie og Mennesker at tale med, da vil hun
nok blive glad.
Og jeg skabte mig barsk og fortørnet og sagde,
at naar min Landauer kom imorgen, skulde hun
værsaagod afsted!
Ja, jeg ventede hende ved Jernbanestationen,
hvor jeg havde sørget for en første Klasses Sygekupe;
og hun kom da i min Landauer — stakkar! bleg
og ulykkelig og med rødgrædte Øine, saa det skar
mig i Hjertet. — Men man maatte jo gjøre sig haard;
det var jo til hendes bedste, selv om det gjorde ondt
i Øieblikket — ikke sandt?
Jeg satte mig hos hende i Kupeen og ind rullede
vi til Kjøbenhavn. Paa Veien forsøgte jeg at kvikke
hende op, men det hjalp ikke synderlig. Hun saa
virkelig meget ulykkelig ud, og jeg maatte anvende
al min Selvbeherskelse for ikke at reise tilbage med
hende straks.
Fra Jernbanen blev hun af etpar Sygepleiere
baaret direkte ind i en Sygevogn, og saa kjørte vi
paa Hospitalet, hun i Sygevognen, jeg i en
almindelig Drosche. Paa Veien kjøbte jeg etpar ganske
nydelige Blomster, en Therose og en Asalia, — i
Urtepotter, forstaar De! for at hun kunde have dem at
more sig med.
Da jeg saa havde seet hende vel anbragt i det
store luftige Værelse og givet Sygepleierskerne Ordre
til at passe Inger Margrete med særlig Omhu, reiste
jeg hjem til mine Forretninger.
Jeg havde forbeholdt mig Breve hver Uge fra
Lægen, og de første to Indberetninger flk jeg da
ogsaa, men de var fuldkommen neutrale og uforstaaelige.
Men igaar flk jeg en underlig Skrivelse fra Inger
Margretes Vaagekone. — Hun skrev, at Inger
Margrete saa inderlig gjerne vilde tale med Baronen,
om jeg ikke vilde reise ind en liden Tur.
Jo, jeg flk da gjøre det, skjønt jeg igrunden
ikke havde Tid. Jeg kommer op paa Hospitalet, og
ved De hvad? Jeg fmder Inger Margrete afpillet og
aldeles elendig. Da hun saa mig strømmede
Taarerne ud af de vidtaabne Øine.
„Herregud, Baron, lad mig komme hjem igjen!"
bad hun. De kan tro, jeg blev forskrækket. — „Ja
naturligvis skal du komme hjem igjen, siger jeg,
straks paa Minuttet skal du hjem!"
Men saa kom Doktoren og gjorde Vrøvl, og vilde
ikke udlevere hende, skjønt Gud og Hvermand kunde
se, at hun vilde dø, hvis hun var her en eneste
Uge til.
Naa, — jeg skjældte tilslut Fyren ud. Det var
ikke andet at gjøre, — saa blev han fornærmet og
vilde bare blive os kvit.
Sygevognen kjørte frem; Inger Margrete bares
ud i den, og nu saa jeg at hun allerede havde faaet
sit straalende Blik igjen — i Forventningen om at
hun skulde hjem til alle sine Herligheder: til det
mørke Kammers, til Svalerne under Tagskjægget og
til alle Stjernerne om Vinternatten.
Ja — men er nu ikke det en merkelig Historie?"
Nu skriver vi Oktober Maaned og forleden Dag
traf jeg Baron Kaj igjen. Jeg stansede ham i
Forbifarten — „Naa, hvordan staar det til med Inger
Margrete? "
„Brilliant!" raabte han. „Nu har hun Kanarifugl
og tre Dannebrogsflag over Sengen, og de to hvide
Mus er komne igjen. Og Stjernerne begynder at
skinne om Natten. Saa nu er Inger Margrete ganske
lykkelig!"
Børnenes Spalte.
Blaaland.
Eventyr af S. G.
en vakreste Jente i hele Landet var Agnete. Haaret
var gult og fint som Silke, Øinene store og
mørke-blaa og Kinderne røde som Roser.
Agnete vidste, at hun var vakker; hun vidste, at
hun var den vakreste af alle. Men hun var fattig;
hun maatte gaa i hjemmevævede Værkenskjoler, og
Speil fandtes der ikke i hendes Faders Hytte.
Skulde hun speile sig, maatteÄhun gaa ned til Sjøen, og del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
