Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8«
U RD
Kristiania den 28/2 99.
Vi og vore. Det er en egen Klang med dette
„vi og vore". Enhver god Husfar og Husmor føier
Hjertet slaa hurtigere, Sindet bli varmere og lysere,
naar Tanken kredser om Hjem og Kjære. Vi tænker
ikke her paa de mange Fædre og Mødre, der er saa
tranghjertede at der ikke i deres smaa Hjertekamre
findes Plads for andre end min Gut og min Datter,
og mit Kjøkken og min Husholdning, og som sterkt
minder om hin gamle Egoist der hver Aften foldede
sine Hænder og bad: „Herre, velsign mig og min
Kone, Karl og hans Kone, os fire og ingen fler".
Nei vi tænker paa Manden og Kvinden med det vide
Syn, det varme Hjerte, de store Tanker, der vel
formaar at omspænde Verden og Fædrelandet som sit
Hjem og alle Mennesker som Brødre og Søstre, men
som netop inden denne store Ramme kan glæde sig
ved et lidet vakkert Interiør, som paa en særlig
Maade er deres, den lille Plet hvor de har bygget
sin Rede, hvor Vaaren med dens skjønneste Toner
Hprrst brød ind over Sjælen, og hvor Sommeren bragte
saa mangen liden Fugleunge der gjorde sin
Indtrædelse i Verden med store, forundrede øine og et
raadløst: pip, pip! „Vi og vore!" Interiøret er
vidunderlig vakkert, rigt paa Farveskiftninger, med et
broget, vekslende Motiv. Og har ^vi betragtet det
nøie, og rigtig set os glade og rige paa det, og saa
atter lader Blikket glide udenom, ud over de mange
Hjem som danner Samfundet, Fædrelandet, da blir
der en egen Farve over det Hele. Vi ser de mange
Hjem i Skjær af vort eget, der blir den samme
Lysning over dem, den samme Fred, det samme
Hellig-dagsskjær. Og saa kommer vi uvilkaarlig til at
tænke paa alle de Hjem og alle de Folk som er
løsrevet fra Moder hjemmet og Moderlandet, paa
Island, hvor vore Frænder endnu Aften efter Aften
— i Vinter, ifjor Vinter, Vinteren derfor og saa
mange Vintre tilbage som man kan huske — samles
om Læsningen af de gamle „norrøne Kongesagaer",
mens Kvinderne lader Rokken surre og Tankerne
drager tilbage, langt tilbage, til hine gamle Tider
da „Norig" havde Rum for alle sine Børn! Og paa
Finland, hvor en skarp Saks, ført af en mægtig
Haand, netop i disse Dage har afklippet de fine
Traade som endnu bandt et frihedselskende og mod
Hjemlandet længtende Folk til det der engang var
„deres eget". Og vi blir saare om Hjertet ved Synet,
men ogsaa aarvaagne. Fra det fjerne Island, fra det
i Lænker lagte Finland, fra alle de ulykkelige Hjem
hvor Ukjærlighed ogEgenkjærlighed har herjet, lyder
Raabet til os: Tag vare paa det der er dig betroet,
værn om dit lille Hjem, det være saa lidet og fattigt
det være vil, det er dog din Helligdom, hvorfra
Lys skal gaa ud over Landet, Lys der skal varme
og samle.
Liussyn.
Barnetro,
ren og go’,
skimter som i Taage Drømmeslottet, —
tænker straks paa Kage-Kottet;
synes alt er godt og gjevt,
tænker ingenting er skjevt,
— Barnetro!
Ungdomsmod
jager gjennem Blod,
kjender ingen Vei og Grændse.
Intet Stængsel vil det ændse!
Hele Verden ligger aaben,
har selv øst af Lykkedaaben.
Er saa nær sit Drømmeslot, —
hvad du vil, det naar du godt
Ungdomsmod!
Livets Høst — —
deres Trøst
bliver Livets Kvæld tilslut.
Alle Illusioner brudt!
Ser nu knust sit Drømmeslot,
smiler kun af Kage-Kot.
Øiner gjennem Livets Kirke
større Kald end Døgnets Virke,
vinder gjennem Livets Færd
større Syn paa Livets Værd:
At Livet selv, det er at styrke
Sind og Vilje, det gode dyrke.
Men skal Livets Høst bli’ go’,
Vaar og Sommer maa være.
Derfor spir du Barnetro,
Ungdomsmod lad gjære!
Gudrun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
