Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 3. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
URD
i Sygepleien, bliver autoriserte som^Sygepleiersker i
det norske „røde Kors" med Forpligtelse til i
Krigstid at fremstille sig til Tjeneste paa hvilketsomhelst
Sted Ordren betegner.
Undervisningen er dels theoretisk, dels praktisk.
Dr. med. Sonlon leder den theoretiske Undervisning,
mens den praktiske Undervisning er henlagt dels til
Rigshospitalet, dels til Dr. Jervells kirurgiske Klinik.
Billedet foran er et Interiør fra Hjemmet for
det røde Kors’ Sygepleiersker her i Kristiania. Lunt
og koseligt ser der ud, og mange gode og nyttige
Lærdomme tager sikkerlig de med sig som drager ud
derfra, og som her er blevet udrustet for Kampen
mod Lidelser og Nød.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
odnat Lore ! sagde hendes Svoger, idet han traadte
frem bag hende.
— Bliv et Øieblik! hviskede hun hurtig, og
han trak sig atter godmodig tilbage. Da Fløidørene
r havde lukket sig efter den sidste Gjest, slog Lore
pludselig begge Hænder for Ansigtet; det stadige Smil som i de
sidste Timer havde hvilt paa hendes Læber, forsvandt med
engang, og idet hun raskt vendte sig mod Hermann, udbrød hun
nervøst:
— Ak hvor det er dræbende trættende! Har du nogle
Minuter tilovers for mig? Bruno kan som sædvanlig aldrig faa
nok og har taget nogle Venner med sig ind i Røgeværelset for
at spille.
Hun gav en Tjener Ordre til at bringe to Kopper Kaffe, og
uden at afvente Hermanns Svar gik hun foran ind i sit Boudoir,
hvor hun kastede sig træt ned i en Lænestol.
— Du ved ikke hvor jeg længes bort fra alt dette! begyndte
hun, idet hun rakte Hermann en Kop Kaffe. Ak, kun ud af
denne modbydelige overkalkede Selskabsflitter, hort fra denne
Vrimmel af ligegyldige Mennesker med al sin sladderagtige
Elskværdighed, kun fire Uger ud af Byen for at være i Ro og leve
for mit Barn!
Hermann betragtede hende medlidende; det gjorde ham
oprigtig ondt for hende. Han tænkte paa hvorledes hun var
som ung Pige — stilfærdig, nøisom, og dog altid glad og sorgløs
... og saa nu?
— Saa gjør kort Proces og tag ud til Weynitz for to
Maaneder med dit Barn, sagde han hjertelig.
— Til Weynitz? sagde hun, idet hun gjentog hans sidste
Ord, som en der taler om et længe forglemt Hjem. For hendes
Tanke dukkede det gamle firkantede Vaaningshus tydelig frem
— med den grønne Efeu paa den Side der vendte mod Øst, med
de hyggelige Værelser og blanke Mahogni Møbler, og i Lænestolen
ved Ovnen Brunos Far, med det lange, hvide Skjæg og den
tændte Merskumspibe; ligeledes hin Krog bag Gadedøren hvor de
som Børn i Tusmørket saa ofte var krøbet sammen og havde
fortalt Røverhistorier.
— Og skulde lade Bruno blive tilbage her alene? spurte
hun ophidset efter en kort Pause.
— Nu ja, hvorfor ikke ?
— Nei, nei; det vil jeg ikke! Var jeg borte, vilde han
indrette sig endnu mere som en Ungkarl, end han allerede
nu gjør!
Hermann bøiede eftertænksomt Hodet og rørte langsomt om
med Theskeen i Kaffekoppen. Kunde han modsige hende ?
Stakkels Lore! Hun forekom ham som et jaget Vildt, som speider
efter et Skjulested hvor det kan finde Ro.
Hendes Øine hang ved hans Ansigt. Naar han var hos
hende, følte hun sig mere rolig; den ukunstlede Fasthed, som
var udbredt over hans Væsen, forekom hende som et Bolværk
mod alle Storme. Her, ja her var et Menneske til hvem hun
kunde flygte for at undfly sig selv! En ubeskrivelig Længsel
efter den Lykke som engang, hende ubevidst, havde været inden
hendes Rækkevidde, steg. op i hende. Men var Hermann ogsaa
den samme som forhen, som for nogle Uger siden? Hvad vilde
hun selv være for ham, om han betoges af en mægtig
Tilbøie-lighed for hin unge Pige der Jforstod ham og rkunde vurdere
ham.
— Hvad siger du om Edda Helm? spurte hun pludselig,
idet hun afbrød Tausheden.
Han forbausedes ikke over Spørsmaalet, thi*hans Tankç
beskjæftigede sig netop med Edda. Billedet af den bevidstløse
Kvinde med det sjælfulde, bløde Udtryk over de ellers’saa strenge
Træk, foresvævede ham netop i dette Øieblik.
— Hun er af dem man uvilkaarlig maa tænke paa.
— Synes du ikke hun er smuk?
— Nei, smuk synes jeg ikke hun er. Men hun har et
Ansigt som man aldrig rglemmer, fordi det optager Tankerne.
Lore saa forskende paa ham. — Kunde du komme til at
interessere dig for en saadan ung Pige?
— Ja, fordi hun er mig en Gaade.
— Omgaa ikke mit Spørsmaal! Kunde du elske hende?
Han for op. »
Nu viste hun nok, og hun smilte vemodig. — Men hvorfor da
saa ophidset? O, om denne unge Pige kom til at elske en
Mand, vilde hun kaste alt andet bort, hensynsløst, selv sin
Stolthed, og tilhøre ham med Liv og Sjæl.
— Og en saadan ung Pige skulde kunne elske som andre?
Tror du det, Lore?
— Visselig! Kun sterkere, mægtigere.
Edda Helm hans! Blodet" strømmede Hermann varmt
gjennem Aarerne.
— Ah, det er Dumhed Lore! At I Damer aldrig kan lade
være at stifte Partier! Gaa nu tilro, du ser overtræt ud.
Hun smilte atter paa den samme eiendommelige Maade som
tidligere.
— Godnat Hermann! Og idet hun lagde begge Hænder paa
hans Skuldre, tilføiede hun: Hvis jeg under noget Menneske
her i Verden noget godt, saa er det dig. Og forsøg nu, om du
paa en anstændig Maade kan fordrive de sene Gjæstér fra
Røgeværelset; Klokken er over fire.
Med trætte Skridt gik hun langsomt ud af Døren.
Da hun var kommet ind paa sit Soveværelse, sank hun ned
paa Sofaen. — Nu har jeg ogsaa mistet ham, mumlede hun
bevæget. Kun Slægtskabets Baand og de i Forening henlevede
Barndomsdage knytter mig endnu til ham. Og Bruno? Ak, hvor
ligegyldig gaar jeg ikke ved hans Side! Hvorfor forsømmer
han mig, overlader mig stedse alene til Russeren, som [blot
smigrer mig med sin blinde Hengivenhed? Han lægger ikke
engang Merke til Fyrsten og mig, ganske som var jeg et Væsen
uden Svaghed, uden Blod i Aarerne. Eller finder han mig ikke
mere smuk nok til at kunne vække en anden Mands Kjærlighed?
En skarp Latter lød gjennem Sovegemakket. Ikke længer
smuk nok! Hun strøg de gyldne Lokker bort fra Panden og
ilede hen til Speilet. Der lagde sig et trodsigt Træk om hendes
Mund, idet hun betragtede sin smidige Skikkelse i den
tætsluttende matgule Silkeklædning. O, Bruno skulde faa at se! Naar
han fristede hende — — Hun lagde lyttende Hodet paa Siden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
