Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 24. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
URD
og gjorde ham det mulig at bringe sine Formuesomstændigheder
iorden.
Det var lykkedes Hermann at holde alle disse Begivenheder
hemmelig for Faren, hvilket var saameget lettere som den
gamle Mand tilsyneladende nu kun viste liden Interesse og
Forstaaelse for Yderverdenen.
Hermann var atter ganske optaget af sit Kald; men han
var mere indesluttet og ordknap end tidligere og levede næsten
menneskesky i den store Stad. Meget som han før havde anset
for værdifuldt forekom ham nu intetsigende og latterlig. I hans
Indre foregik der en Omvæltning, hans hele Livsanskuelse
vaklede, og i denne Stemning erindrede han at han en Dag havde
lovet at besøge Doktor Helm. Omgangen med den aandfulde
gamle Herre syntes ham pludselig som ei} Fornødenhed, og han
besluttede at gaa hen til ham den næste Aften.
— Er Hr Doktoren hjemme? spurte han Pigen, som lukkede
op for ham.
— Ja, vær saa god!
— Det var smukt af Dem, kjære Weynitz, at De endelig
engang vilde vende Deres Skridt mod vort Hjem! hilste
Doktoren sin Gjæst. Jeg har i Uger ikke mere hørt eller set noget
til Dem. Men hvad feiler Dem ? De ser rigtig elendig ud!
Overanstrengt af Arbeide? De maa ikke overdrive 1 Det hævner
sig. Edda, Fru Lores Svoger er her 1
— Ja, jeg kommer straks! lød hendes Svar fra Sideværelset.
— Nu, saa tag Plads! Hvad foregaar forøvrigt i Deres
Verden derudenfor?
— Intet Hr Doktor. Og hvorledes har De det ?
— Tak, ganske godt. Jeg overanstrenger mig ikke egentlig
nu med Arbeide, og søger at beskjæftige mig paa en let Maade
som De ser. De tillader nok, at jeg fortsætter? Jeg
forfærdiger netop en Model for et efter alle Sundhedens Begler bygget
Sygehus. Se her — dette er den kirurgiske Afdeling, denne for
indvortes Sygdomme, den lille Bygning der er for Aandssvage,
der er indlagt til Eftersyn.
Haha! egentlig mangler der endnu en Afdeling for de
Forrykte som løber om i Verden, og som ialmindelighed dog bliver
anset for fornuftige — eller for dem hvis Anskuelser ikke mere
passer ind i den nuværende Verdensanskuelse, et Slags Asyl for
opbrugte Mennesker!
— Vil De forbeholde mig en Plads der? spurte Hermann,
idet han smilte sarkastisk.
— Kom ikke med daarlige Vittigheder ! Den Gamle saa paa
ham med et godmodigt Udtryk i de store, graa Øine. De ved,
at alle Mennesker har sin Svaghed; man maa blot ikke lade
den vokse sig over Hodet. A, der kommer min Datter!
Han nikkede venlig til hende, uden at bemerke at hun i Hast
havde byttet Dragt. Jeg er sulten Edda og tænker vi bør spise
tilaftens.
Edda hilste ligefrem paa Hermann, idet hun rakle ham sin
Haand, mens denne saa paa hende med ufordulgt Forbauselse.
Næsten som kunde han ikke tro sine egne Øine fulgte hans
Blik hendes Skikkelse, idet hun hurtig men stille og uden Larm
bevægede sig frem og tilbage, mens hun ordnede med Thebordet.
Hun havde iført sig en lys, moderne Kjole, med vide Ærmer
og udskaaret Hals, som lod hendes eiendommelige Skjønhed
komme til sin fulde Bet.
Hun bemerkede hans beundrende Blik; en hed Bødme steg
op i hendes Kinder. Hun havde klædt sig om for hans Skyld;
hendes sorte Hverdagsdragt forekom hende saa afskyelig hæslig
og mørk. Og nu skammede hun sig over denne upassende
Forfængelighed, som hun i sit Indre kaldte den, og var dog paa
samme Tid glad da hun i hans Øine læste behagelig Overraskelse.
(Forts.)
Lange Forlouelser.
ii
},et er sikkert nok, at nu for Tiden har de
fleste unge en sand Skræk for lange
Forlovelser. En Rædsel, som formodentlig
ogsaa bunder i den grænseløse
Materialisme, som æder om sig i alle Lag af
vor Befolkning. — Man tør ikke tænke
paa at forlove sig, før ogsaa Udsigten til at faa et
eget Hjem er meget nær forestaaende. —
Skylden ligger vistnok for en Del i de store
Fordringer, som unge Damer flest stiller til et Hjem
og ikke mindst i deres manglende Evne til at skabe
et. Dybest seet er vel Grunden Mandens Maade at
se det hele Forhold paa. Der er naturligvis og
heldigvis Forskjel. Men saadan i det store og
heletaget ser Mændene saa altfor grovt paa det Forhold.
De skjelner ikke nok mellem Kjærlighed og
Lidenskab. Af sidste Slags har de oftest nok; men
derimod de deilige Linier om Kjærligheden:
Den vokser som Egen i Aarene lange,
den næres af Tanker og Sorger og Sange. —
De Linier forstaar de ikke, ialfald er det faa
som forstaar Begrebet: „Kjærlighedens Væxt."
Apostelen Paulus fandt det jo alt paa sin Tid
nødvendigt at formane Mændene til at elske sine Hustruer,
hvilket beviser, at en vis Ustadighed i deres
Følelsesliv heller ikke var Apostelen fremmed. Nutiden
med sit rastløse Jag paa alle Felter fører jo med
sig, at Mændene faar lidet Sands for et eget Hjems
lune Hygge. — Kvinder flest har vist gjort den
Erfaring, at let er det ingenlunde at holde en Mands
Følelser oppe. Istedenfor at vise et stadigt
Crescendo, gaar det saa ofte jevnt nedover med en
Ægtemands eller længe forlovet Mands Følelser, ser det
ud til. Hvor meget gemytligere vore Mødres Tid i
Grunden var! Man tænkte og reflekterte ikke saa
længe, til al Glæde ved Livet var blit borte. Holdt
da to unge af hinanden, saa var det ikke anseet som
noget saa uhyrligt at gaa en 3—4 Aar forlovet.
Kjærligheden fik Tid til at voxe, eller den lange
Forlovelsestid lærte Folk, at de ikke passede sammen,
istedenfor at det nu saa ofte gaar op for dem, efterat
de er gifte. Det at lære hinanden grundigt at kjende
før Ægteskabet, er en væsentlig Betingelse for ens
Livslykke.
Om en ung Pige lærer at holde rigtig meget af
en Mand, og hun ved, at bare Frygten for
Fremtiden afholder ham fra at udtale det lille Ord, som
skal gjøre hende til hans for bestandigt, saa bør
hun heller lade ham fare, selv om det efterlader et
Saar for altid. For er han ikke saa meget Mand,
at han tør stole paa sine Følelser i en længere
Forlovelse, og tør han ikke lægge ivei, selv om ikke
Fremtiden er saa lys endnu, saa er han ikke værd
at eie. Og det er godt for alle, som i Tide faar
Øinene op, istedenfor at skuffes som Hustru. For
det er vist Livets tungeste Lod, som saa mangen en
maa bære med løftet Pande. Mer end en Hustru
kan vist gjøre Ivar Aasens Ord til sine:
Den tyngste Sorg og Møda
er den, som ingen ser.
Dog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
