- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
254

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 1. Juli 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

254

URD

Det var saa vakkert, hvad Børnene havde skrevet
paa Vægtavlen: Naar Overhyrden aabenbares, skulde
I faa Ærens uforvisnelige Krans. — Ja det var en
skjøn Dag!

Brødrene.

(Oversat fra Tysk).
(Forts.)

,ens Hermann betragtede hende, maatte han
uvilkaarlig tænke paa, hvor ukunstlet og pligttro
denne unge Pige Dag og Nat havde vaaget ved
Lores Sygeseng, og med hvilken ligefrem
Hjertelighed hun her udførte sine Pligter som Husmor,
og han fik pludselig én Følelse af, at det maatte være usigelig
deiligt at vide sit Liv og sin Lykke i saa trofaste Hænder.

Doktoren rev ham ud af hans Drømmerier. Hvad er det
for en Historie med den Løitnant der har skudt sig? spurte den
gamle Herre, idet han med Velbehag lagde et Stykke kold Steg
paa et Stykke Smørbrød. Jeg læste derom i Aviserne. Atter en
Usling som tager sigte med Geværet!

Hermann rystede paa Hodet. Nei, han gjorde sin Pligt. Jeg
kjendte ham en Smule, og forstaar Bevæggrundene til hans
Handlemaade.

Han havde selv maattet dømme i hin unge Kamerats Æressag
og, som han troede, afgivet sin Stemme strengt saglig, kun
dømmende som en Officer der havde sin Stands Ære at beskytte og
værne om.

Det havde dreiet sig om en Spilleaffære, og Tildragelsen
havde atter bragt den bitre Erindring om hin Nat i hans Brors
Hus frem for ham.

— Saa, han gjorde sin Pligt? Helm saa forskende ind i
Gjæstens Ansigt. Tag mig det ikke ilde op, Hr. von Weynitz
— at gjøre sin Pligt, naar man skyder sig en Kugle gjennem
det tyvcaarige Hjerte? Det kan ikke jeg faa ind i mit
halv-tredssindstyveaarige Hode.

— Og dog gives der Omstændigheder, Hr. Doktor, som kan
tvinge en til at handle saaledes. Tænk Dem en Officer, som
har prisgivet sin egen og dermed ogsaa sin Stands og sin
Families Ære!

— Og alt det bliver bragt iorden ved et Skud?

— Tildels ja. Og i alle Tilfælde bliver en raadden Gren af
det menneskelige Selskab ryddet ud af Verden.

— Hvad maa vel en saadan Selvmorders Mor føie? spurte
Edda, idet hun hævede sit kloge Hode.

Hermanns Ansigt antog et haardt Udtryk. — Smaa personlige
Følelser spiller ingen Bolle i disse Spørsmaal.

— Kalder De det smaa personlige Følelser, Hr. Løitnant J
Er det Deres Alvor?

Hendes faste Blik bragte ham næsten i Forvirring! Ja
visselig! Kan et Menneske paa nogensomhelst anden Maade end
ved en frivillig Død aftvætte en Skamplet paa sin Ære ? I det
her foreliggende Tilfælde har Officeren krænket den selskabelige
Tillid og Æresfølelsens Tilforladelighed, som man maa kunne
fordre af alle, thi paa dette Grundlag beror det indre Samhold
Menneskene imellem. Han maatte dø.

— Jeg kommer til en ganske anden Slutning, svarte Doktoren.
Menneskene har Bet til at fordre en æreløs Handling bragt frem

for Dommen, og ingen er beføiet til at unddrage sig denne
Fordring ved en selvvalgt Død.

— Det er sluttelig intet uden Feighed for egne Handlingers
Følger, sagde Edda, idet hun rolig saa paa Hermann.

— Nei, det er det ikke! En let Rødme viste sig paa hans
Pande. Men trods hans energiske Modsigelse, følte han sig
pludselig usikker overfor det klare Blik i disse Øine. Hans
Paastands Rigtighed syntes ham med engang ikke mere saa
utvilsom, og han taug. I den indtraadte Stilhed hørtes
Dørklokken. Nogen spurgte efter Doktoren.

— Det gjør mig ondt netop denne Aften at maatte ud til
en Syg, sagde Helm, da han kom ind og tog sin Hat og Stok.
Maaske er De her endnu naar jeg kommer tilbage. Men det kan
blive sent.

— Vi vil gaa ind i Sideværelset, sagde Edda, da Faren havde
fjernet sig. Hun greb den paa Bordet staaende Lampe og gik
foran Hermann.

Det var øiensynlig den gamle Heims Arbeidsværelse de nu
betraadte; det var et simpelt, næsten fattigt udstyrt Værelse.
Ved Væggene stod store Boghylder, fyldte med Bøger og
alleslags Glas med de mest sælsomme Preparater. I et Hjørne stod
et Menneskeskelet; paa et Bord et Antal Dødningehoder,
øiensynlig Abnormiteter.

En underlig Følelse sneg sig over Hermann, da han var
alene med den unge Pige i de fremmedartede, næsten uhyggelige
Omgivelser.

— Vær saa god at tage Plads! — Har De hørt noget fra
Deres Svigerinde?

— Nei, intet! Hun har ikke engang skrevet til mig, siden
hin ulykkelige Historie, min Bror heller ikke, og fra min Far
faar jeg kun meget sjelden en kort Efterretning. Hvem bekymrer
sig om mig? Jeg er overflødig.

Tonen lød skarp; han stirrede mørk ind i Lampelyset.

— De er bitter, Hr. von Weynitz! Hvorfor? De ved, hvor
høit alle de som kjender Dem nøiere sætter Dem!

Han trak paa Skuldrene. Ja, sætte høit, skatte høit! Hvad
betyder det? Man fryser derved. Jeg føler Trang til mere end det,
føler Trang til et deltagende Menneske, et venligt, hjerteligt Ord!

Hun betragtede ham opmerksomt, mens en fin Rødme sneg
sig over hendes Kinder. Og derpaa, som følgende en uvilkaarlig
Tilskyndelse, strakte hun Haanden ud mod ham.

— Naar De søger Deltagelse og Forstaaelse, Hr. von Weynitz
— her hos min Far og mig vil De finde den. De lever for
ensomt, jeg kan forstaa det, men De maa ikke blive bitter, netop
ikke De! Hvilken eiendommelig Klang der sitrede i hendes
Stemme! Hermann bøiede lyttende Hodet. Alt blev blødt i
hans Indre, alt hvad han i de sidste Aar stille og uden Udtalelse
havde tvunget tilbage, vældede op i ham ved Berørelsen af denne
slanke, varme Pigehaand.

— O, om min Mor endnu levede! pressede han frem.

Der var stille en Stund, saa sagde Edda: Der maa være

noget vidunderligt ved Besiddelsen af en Mor. Jeg har aldrig
følt Velsignelsen af en Mors Haand, ikke engang i mine første
Barneaar. Vil De fortælle mig lidt om Deres Mor!

Hermann begyndte at fortælle om sin Barndom, hvor
inderlig han havde elsket sine Forældre, sin Bror og Lore.
Efterhaanden blev han veltalende; det var som en længe tilbagetrængt
Strøm fik frit Løb. Med Hodet støttet i Haanden lyttede Edda til
denne Mands enkle Bekjendelse. Nogle Gange følte hun ’sig
fristet til at udbryde: Det var urigtigt; der har du ikke tænkt
ret! men hun kunde ikke bringe det over sit Hjerte. Alle hans
Følelser havde dog været saa ærlige og varme.

— Og nu at maatte tilstaa, at maatte sige sig selv, at alle
mine Bestræbelser var til ingen Nytte, at Bruno og Lore er blevet
ulykkelige, — at vor Familie maaske gaar den fuldstændige Ruin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free