Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 29. Lørdag 22. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
285
nitz staar under den — Hermann von Weynitz! O, det er til
at blive vanvittig over !
— Hvor stor er Summen? spurte Hermann med en Stemme
hvis Klang lød haard som Metal.
— O, den er ikke stor — en Ubetydelighed for Bruno . . •
kun treti tusind Mark! udbrød Lore med en uhyggelig Latter,
mens der dansede røde Skygger for Hermanns Øine. Treti tusind
Mark!
– Kan du hjælpe? fremstammede Lore, sig mig, om du
kan! Nei, nei, — jeg ser det paa Udtrykket i dit Ansigt.
Hjælp Himmel! Han kan ikke mere hjælpe! Og Bruno har
lovet mig, svoret han vilde intet foretage inden Klokken otte
imorgen tidlig, men da — da — hvis der ingen Efterretning kom —
— Hvad da, Lore?
— - Saa skyder han sig!
— Det gjør han ikke, den Kujon! udstødte Hermann forbitret.
Hun stirrede en Stund paa ham, derpaa begyndte hun atter
at hulke, krampagtig og fortvilet.
— Du kan have ret. Han burde være for stolt til at kunne over
leve denne Skam, sagde hun. Men jeg kjender hans Stolthed . . _
lian har ikke længer nogen Stolthed eller nogen Æresfølejse !
Jeg har ikke engang nogen Agtelse for ham mere. Men ser du,
jeg har en Søn ! For hans Skyld maa jeg redde Æren, han skal
ikke engang i Tiden høre Farens Skam udskreget, han skal ikke
blive nødt til at skamme sig over Navnet Weynitz. Og derfor
bønfalder jeg dig om at redde os!
— Jeg skal gjøre det.
.— Vil du telegrafere straks ?
— Ja. Det var et haardt, koldt Ja, der lød fra hans Læber.
Han sendte Lore og Barnet bort for at de kunde hvile sig
efter Dagens Strabadser, og viljeløs fulgte hun hans Opfordring.
Endelig befandt han sig alene. Hvormeget var det det
dreiede sig om ? Treti tusind Mark, det var rigtig! Det var
netop den Sum han ved Farens Død med Møie havde kunnet
skaffe tilveie som et Laan paa Godset, for at kunne vedblive at
drive det. Og nu ? Om det end var muligt at skaffe Pengene
tilveie, hvorledes skulde han saa kunne beholde Godset? Og til
endelig Slut — hvortil førte saa alt? Var ikke denne nye Sum
blot en Draabe mere i Bægeret. Vilde ikke denne Bror med den
æreløse Tænkemaade altid opføre sig saaledes, at han truede med
at bringe Skjændsel over Navnet Weynitz? Men — han var
dog hans Bror, en Weynitz! Og om saa Blodet sugedes ud af
hans Aarer, han maatte, saalænge der fandtes en Draabe igjen,
kjæmpe imod at en Weynitz kom i Tugthuset.
En let Støi og Lampens Flimren bragte ham til at vende
Hodet; der stod Lore, iført en Morgenkjole, som hun hurtig
havde kastet om sig, mens Haaret faldt rigt og gyldent helt ned
til Hofterne.
— Lore! raabte han.
Der gled et mat Smil henover hendes blege Læber, og et
uroligt, spøgelsesagtigt Udtryk saaes i de dybe af mørke Ringe,
omgivne Øine, idet hun med en sælsom stiv Bevægelse hævede
Hænderne, en Bevægelse som bragte de vide Kjoleærmer til at glide
tilbage, saa de sygelig magre Arme kom tilsyne. - Hermann!
Han blev forskrækket da han hørte den hæse Stemme, og
idet han greb hendes Haand, som var glødende hed, førte
haii hende hen til en Lænestol. — Sæt dig ned! Hvad ønsker
du endnu af mig? Du skulde forsøge at sove!
— Sove? Jeg kan ikke sove, svarte hun, og hendes Fingre
gled kjærtegnende hen over hans høire Haand. Hvor god denne
Haand er! Jeg vil blot være hos dig, jeg er angst for at være
alene paa mit Værelse, og jeg hørte dig vandre op og ned
herinde. Tilstaa det kun, du kan ikke hjælpe! Sig det aabent at
du ruinerer dig selv!
— Nei, nei, jeg vil bringe Hjælp, svarte han afværgende.
— Og Edda? Hvorledes er Forholdet mellem eder? Har
du ikke elsket hende ?
— Det er forbi, Lore!
— A saaledes, det er ogsaa forbil
Han for gysende sammen, da hans Blik faldt paa hendes
Ansigt.
— Besynderligt, fortsatte hun, støttende Hodet i de magre,
gjennemsigtige Hænder, vi har saa ofte som Børn rækket
saamange Undernøster sammen, og vi fandt altid smukke Ting
inderst inde, og hvorledes er saa vort Liv–dit Liv blevet–
— Livet er ikke skjønt, Lore!
— Nei det var ikke skjønt, og hun bøjede Hodet. Derpaa
tilføiede hun med klangløs Stemme: Og alligevel, dengang da
Edgar blev født, ja da var det skjønt, og ogsaa den første Tid
vi opholdt os i Berlin, da du saa ofte kom til mig og sad og
pludrede med mig. Jeg følte mig saa beroliget naar jeg havde
talt med dig. Sig mig Hermann, synes du ikke at Livet var
skjønt dengang? Nei, nei, afbrød hun sig selv idet hun begyndte
at hulke, det var en Løgn, Løgn altsammen! Hvad følte jeg vel
dengang, da han kom tilbage fra Frankrig, Hermann? Hvorfor
giftede jeg mig med Bruno? Da jeg saa dig igjen i Berlin, da
vidste jeg at jeg havde forvekslet eder!
— Hold op! stønnede han.
— Nei, nei, jeg vil sige det! Alt er jo nu forbi. Ak,
hvorledes har jeg ikke hængt ved dig ! Hvor har jeg ikke elsket dig!
Ja, ja — det var syndigt, men dig har jeg dog alene elsket, nu
ved jeg det ganske bestemt, og det var det som reddede mig
for hin Russer! og hun for gysende sammen. Kan du forstaa
hvad det vil sige, naar man elsker sin Mands Bror? Kan du
sætte dig ind i de Kvaler? Kan du fatte hvor svært det var
rolig at se dig ved Siden af denne Edda? Og alt forgjæves —
forbi! Hermann! Lynsnar sprang hun op og slyngede Armene
om hans Hals. Lad mig takke dig, Hermann! Lad mig kun en
eneste Gang faa Lov til at takke dig !
Blodet brændte i hans Aarer. Alt hvad han havde
underkuet, al den Kjærlighed han havde følt i sine Ynglingsdage,
vældede op i ham. Denne Kvinde, Lore, i hans Arme, disse
Øine som søgte hans, disse Øine — men nei, det var
ikke Øine som tilhørte et sundt Menneske, der glimtede et
Udtryk i dem som tydede paa noget fremmed, ubevidst og
vanvittigt! Idet han forsigtig skøv hende bort, vaklede hun og faldt
sukkende om paa Gulvet. Forskrækket løftede han hende op,
bar hende ind i Soveværelset og ringede paa Tjeneren.
Husholdersken, som var blevet vækket, klædte Lore af og lagde hende
tilrette i Sengen. Hun var øiensynlig meget syg og kastede sig
frem og tilbage paa Puderne som i Feber.
— Spænd de sorte Heste for Slæden, raabte Hermann til
Kusken som han havde ladet kalde.
— Inat, naadige Herre?
— Ja, inat! Og skynd dig, vi maa hente Doktoren fra Byen!
I vildt Løb gik det henover Heden; Hestene pustede
og stønnede, og det hvide Skum flød nedad deres Sider og
blandede sig med den faldende Sne, mens Pisken bestandig paany faldt
susende henover Dyrenes R}’g. Videre og videre, fremad hen
over de paa Grund af Stormen snebare Høider, hen gjennem
dybe Hulveie, altid videre! Manden i Slæden kjendte ikke til
nogen Barmhjertighed. Endelig blinkede der Lys i det Fjerne,
og den gamle Kusk aandede lettet da den brede Landevei var
naaet. Endnu kun et sidste Piskesmeld, og Slæden for i susende
Galop ind i den lille Bys mennesketomme Gader.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
