Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 19. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 URD
tilbøielig til at tyrannisere, og jeg kommer til at bringe Ulvkke
over mig selv, hvis jeg ikke stagger ham itide.
Da hun saa ham komme ned ad Bakken, lagde hun Barnet
ned i Sengen og bad Peggy have et Øie med det. Derpaa tog
hun paa sig en ren Musselins Kjole med Forglemmigeimønster,
fæstede de blaa Baand i en koket Sløife paa den ene Side af
sin maleriske Havehat, og da Larrie aabnede Haveporten
trippede hun omkring Blomsterbedene med en bitte liden Sprøite i
Haanden og en munter liden Sang paa Læberne. Det var
virkelig tirrende!
Han havde forestillet sig hende kommende sig imøde med
fugtige og bedrøvede Øine og bedende om Forladelse, fordi hun
havde været saa barnagtig og uskikkelig. Og han havde bestemt
sig til at tilgive hende om en Tid; men først vilde han vise
hende — paa en rolig, værdig Maade — hvor stor Uret hun
havde havt. Og nu — mødtes han af lutter Triller og lystig
Sang !
Larrie bed sig i Læberne og slentrede forbi hende ind i Huset.
„Jeg burde havde tænkt mig, at hun vilde blit en saadan
Kone," mumlede han, idet han slængte Hatten fra sig paa
Spise-stubordet. „En Mand kjender aldrig en Kvinde, førend han er
gift med hende; hun viser sig aldrig i sit rette Lys før."
Derefter gik han ind i Soveværelset ved Siden af for at tage
paa en kjølig Lærredsfrakke.
Barnet laa der og tumlede sig i Sengen med de høie Sider,
dets smaa Fødder var nøgne og spændte mod Puderne — Armene
var bare, ligesom ogsaa den bløde lille Hals. Hvor frydefuld
han blev, da han saa sin Far! Han sprællede med Benene,
daskede mod Jernstængerne og hoppede høit, mens han sagde
„Gøgl, gøgl, gogul".
Larrie tittede halv forlegen gjennem Vinduet for at være
sikker paa, at Dot ikke kunde se det, og saa gik han bort til
Sengen og svarede fornøiet: „gogul, gogul," mens han huskede
Barnet paa sine Arme og lod de bittesmaa Fingre lege med sine
stride Krøller.
Men da Middagsklokken ringede, lagde han hastig Barnet
ned igjen og gik ud af Værelset. Han var dog ikke istand til
at paatage sig den forrige alvorlige, bestemte Mine.
(Forts.)
Fru Julie Lembcke,
fadt Wilster, dod 18de Mars 1399.
Børnenes Ven — Dyrenes Ven.
Stæren sidder i Egens Top
og klager saa høit sin Nød,
for hver en Knop paa det gamle Træ
i Nattefrosten er død.
Mørket kommer saa sagtelig
og sænker sin Kappes Flig —
den gamle Frue paa „Skovlyst" staar
i Havesalen som Lig — —.
Vidste Smaafuglene rundt omkring,
hvem nu der stedes til Jord,
flokkes de vilde i Tusendtal — — —
en Sørgeskare saa stor!
Gamle Heste paa stive Ben,
som længst i Livet gik træt,
alle de mærkede Slagtedyr,
hun stred for at skaffe Ret!
Stakkels forfrosne Spurve smaa,
som daglig til Bords hun bød,
herreløs Hund og Kat, som fik
hos hende sit Naadsensbrød.
Alle vilde strømme til
og klage foruden Ord.
Dyr kan tale med stumme Blik,
mere, end Mennesker tror.
Men tier Dyrene rundt omkring,
Børnene taler — hør til!
Fattige Børn, hun skabte et Hjem,
de altid velsigne vil.
Hun, som ikke var Moder selv,
hun dog blev Moder tilsidst,
Moder for hundrede hjemløse Børn,
som af ingen anden har vidst.
Jeg bringer dig Børnenes Hilsen og Tak,
en Tak med Ungdommens Røst,
Tak fra en Slægt, som vokser sig stærk
og freidig paa „Frihedslyst"!
I Barnehjerter er godt at bo,
der gjemmes saa varmt og trygt —.
Dit Navn vil nævnes, dit Minde staa
i kjærlig Pleie og Rø[gt!
Tindrende Barneøine smaa
vil lyse om det i Glans,
og bløde Barnehænder omkap
lægge paa Graven Krans. —
Høit skal det siges, at forrest du stred
for dem, som Uret har lidt!
Det Arbeide, andre nu tager op,
gaar frem i Sporet af dit.
Jeg bringer dig Dyrenes Hilsen og Tak,
at mildnet du har deres Kaar!
Dyr kan tale foruden jOrd
mere, end mange forstaar.
Mangt et plaget Dyr, som nu
maa lystre sin Bøddels Bud,
findes maaske paa den yderste Dag
som Anklagevidne for Gud!
Og mangt et Trældyr, som takked dig for,
at ei dets Krybbe stod tom.
møder maaske dig, naar du gaar ind
for den evige Kjærligheds Dom!
(„Dannebrog")
Jenny Blicher-Clausen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
