Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 9. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
355
turmagter — hvad skulde der være i Veien for, at
vor unge Scene i vort frie, sterke Folk var den,
som brød Veien og viste, at den forstod Tiden og
aned Fremtiden."
Billedet paa første Side af vort Blad vil give
Læseren et Indtryk af Nationaltheatrets Ydre; dets
Indre vil vi her med nogle faa Pennestrøg forsøge
at beskrive.
Alt er her Stil, Skjønhed, Harmoni. Scenen er
rummelig, uden at virke for stor i Omfang.
Salonen i Rokoko, Foyer og Gange bekvemme og
vakkert udstyrte.
Salonens Tagmaleri: Apollo, som hyldes, samt
Prosceniumsmaleriet: Sandheden, som holder et
Speil for en Faun, er udført af Eyvind Nielsen.
Figurerne paa Proscenium, Kongeloge og
Fremmedloge af Billedhugger Utne.
Den store Foyer er holdt i Speil og grøn Silke.
Tagmalerierne er her af Skredsvig, det plastiske
Arbeide af Utne. Her er ogsaa Stefan Sindings
Marmorbuste af Laura Cundersen, et Kunstverk der i
og for sig er nok til at lyse Vigsel over det Hele.
Tagmalerierne i Trappegangene er udførte af
Dekorationsmaler Wilberg, en ung Mand, som med
Stipendium har opholdt sig i Udlandet, hvor han
blandt andet ogsaa har levert Arbeide til Carmen
Syl vas berømte Skogslot.
Laura Gundersens Buste fra Kristiania Theater
af Skeibrok er opsat i Skuespillernes Foyer.
Her er Interiøret, det faste, ubevægelige, som
vil staa der til alle Tider. Hvad der saa kommer
til at danne selve Sjælen i dette Interiør, det blir
det Fremtidens Penners Sag at fæste paa Papiret. —
Et Ægteskab.
Af
Et hel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
eg tager altid Ringene af, naar jeg spiller; jeg ved det
er en Uvane, og min Mand forsøger at vænne mig af
med det; men jeg gjør det uden at tænke nærmere over
\> det, for jeg kan ikke spille ordentlig med dem paa."
Efter dette viede han Barnet sin Opmerksomhed
— naturligvis — og gjorde de rette Spørgsmaal om dets Øine,
lange Vipper og den Mængde Haar. Men nu troede han ikke
længer, at det Hele kun var en Drøm, der snart vilde svinde hort.
Baby gnavede tankefuld paa sin lille Sko, mens han sad paa
Tæppet, og Dot skjænkede The, dette gav det Hele et overraskende
Skjær af Virkelighed.
Regnen ophørte ikke et Minut, saa der var god
Undskyldning for Hr. Wooster til at blive; og Dot blev yderst forbauset
ved at se Larrie komme opover Stien og skjønte altsaa, at
Klokken var halv seks. Hun undskyldte sig for sin Gjest og gik ud
for at møde ham. Han kom ind kold, vaad og grætten. Det
slog ham, [hvor straalende Dot saa ud, og hvor glad hun var,
da hun aabnede Døren for ham.
„Jeg har en Visit inde," hviskede hun, „skynd dig at faa
Regnkappen af. Det er Hr. Sullivan Wooster, og han er saa
hyggelig! Vent ikke for at bytte Kiær."
„Ish saa kjedeligt!" sagde Larrie.
Han længted efter Dot, men efter Dot alene. Hele Dagen
havde han havt en uudsigelig Længsel efter at tage hende i sine
Arme og bede hende lade dem forsøge en Gang til at begynde
forfra igjen og gjøre Livet skjønt. Og saa var her Visiter!
„Du maa bede ham bli til Middag," sagde Dot; „han er
brystsvag og kan ikke^gaa hjem i Regnet. Hvor herlig, at vi
har en stegt Høne idag, og saa vil jeg tage Hul paa Aprikoserne.
Larrie tog af sig Frakken, mens hun snakked.
„Hvad ialverden bragte ham hid?" Dot sagde „Hysh!" og
gav ham et lidet Puf for at minde ham om Dagligstuens Nærhed.
„Skal fortælle det senere," sagde hun. „Jeg maa gaa ind
igjen nu; jeg lod ham være alene med Bab}’, og kanske han
ikke er vant til Barn."
Larrie gik Kjøkkenveien for at faa tørre Sko, og Peggie
dækkede Bordet. Den appetittelige Duft mindede ham om, at
han var for sulten til at bede hende holde Maden varm til
Gjæ-sten var gaat. Saa gik han tilbage til Entréen og saa, at det
var et Hundeveir ude. Han mumled et ,,saa ærgerligt!1’ for sig
selv, som en nødvendig Indledning til at bede Hr. Wooster til
Middag. —
VII.
En ny Madame Melba.
Larrie havde endnu ikke taget Dot i sine Arme, som han
havde havt til Hensigt hin Eftermiddag, og han havde ikke
spurgt hende, om de skulde begynde Livet paa nyt, saa der var
fremdeles det samme „døde Foi’hold" mellem dem. Men Dot
var nu ikke længere ulykkelig. Hvert Minut af hendes Dag var
optaget, og nu da hun havde en virkelig Gjerning for, følte hun,
hvor barnagtig det havde været at tilbringe saa mange Timer
med at græde over Larries ligegyldige Væsen.
Hun begyndte at lære sig selv Italiensk ved Hjælp af
Parieurer, Grammatik og Hr. Wooster.
Hun indøvede de mest monotone Øvelser saa ihærdigt, at
Peggie lukkede Kjøkkendøren og sagde til Baby, at hans Skrig
var ren Musik i Sammenligning med dette Skraalet.
Og alt sammen fordi Hr. Kritikeren og Komponisten Wooster
havde sagt hende, at hvis hendes Stemme blev omhyggelig
uddannet og ikke tabte noget af sin Friskhed derunder, saa var
der ingen Sanger i Australien, hun ikke vilde overgaa — hendes
Berømmelse vilde blive ligesaa stor som Melbas.
Hun fortalte ikke Larrie denne nye, frydefulde
Hemmelighed, som fyldte hendes Hjerte med Sang, selv om hendes Læber
var tause.
Hun vilde lade det blive en stor Overraskelse for ham, og
naar hun optraadte for den forbausede Verden, vilde hun vække
ogsaa hans Forundring og fylde ham med Glæde og Stolthed
over hendes Begavelse og Evner. Han var jo saa vant til
hendes Stemme og havde hørt hende nynne fra hun var fem Aar;
men uagtet han elskede hendes Sang, som han elskede hendes
hele Person, var det aldrig faldt ham ind, at hun var
ualmindelig begavet i musikalsk Retning.
Han havde naturligvis hørt hendes Sang roses og bli
beundret; men han havde anset det som noget, der tilkom hende, og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
