Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
417
Smaating om Kvindefopholde j f0PIrjge flaphandrede.
(Ved Thea Ebbell).
(Slutning.)
ed rette bemerker en dansk Forfatter i «Nationaltidende»,
fra hvis Fremstilling en Flerhed af disse Smaatræk er
hentet, at der jo ikke i dette Blad kunde være Tale om
Kvindens Ligestillen med Manden i social og politisk
Henseende, da disse Spørgsmaal endnu slet ikke var opstaaet. Hvad
der kunde kjæmpes for, var større Selvstændighed ligeoverfor
Manden i Spørgsmaalet om Kjærlighed og Ægteskab, en Sag, det
nok kunde være værd at bryde en Lanse for i de Tider, da
Stats-punktet «at neie og tage ham» stod i sin fuldeste Kraft.
Og her er virkeligt merkeligt at se, hvorledes Bladet tager
tilorde for Kamp mod Familiens Indvendinger og- Venners
Skumlerier, dersom Hjerte og moralsk Følelse tilsiger en enten
at afslaa et Ægteskabstilbud eller at hæve en uheldig
Forlovelse. Paa den anden Side vil Bladet ikke vide af Snerperi.
Det er en ærlig Sag, mener det, at være sin Kjærlighed
bekjendt og at vise sin Lykke ligeoverfor den Elskedes Tilbud.
Det hørte formentlig med til god Tone i de Tider, at en ung
Pige ikke i noget Forhold maatte lægge sine Følelser for
Dagen. Men «Fruentimmer-Tidenden» siger kjækt:
«Hvorfor mon en Pige, som er skaht til Ægtestanden, vil rødmes,
hvorfore neyer hun og takker for sig, naar en artig Herre
paa en anstændig Maade spørger, om den smukke Jomfrue
ikke har Lyst til at giftes ? Mon hun kan mene det
virkeligt? Jeg tvivler meget derpaa. Eller mon de kiere
Mandfolk kunne troe det ? Ney saa mæn gjøre de ikke; de er
altfor kloge dertil.»
Den «lille muntre Jomfrue» skildrer i en af indigneret
Veltalenhed baaren Fremstilling, hvorledes hun, da hun en
Dag sad i en «Have» (offentligt Anlæg) og ventede paa sin
Fætter, blev tiltalt af en ung Herre, der spurgte, om ikke han
kunde være Jomfruens Fætter istedetfor den, hun sagde sig
at vente paa. «Ney, min Herre,» svarede jeg, ♦saadant
Slægtskab forstaaer jeg mig ikke paa.» Hvorpaa han gik og gjorde
mig nu en ligesaa fiær og koldsindig som tilforn venlig og
heed Compliment.» Den lille Jomfru raader derfor alle sine unge
Medsøstre til «at de ingenlunde, ihvor uskyldige de end maatte
være, fordriste dem til at gaa eene; men at de i det ringeste
tage deres Fætter med.»
Paa det sanitære Gebet er det virkelig merkeligt at se,
hvor klart Bladet forstaar sin Tids Daarskaber paa
Klædedragtens Omraade og kraftig tager tilorde mod den stærke
Indsnøring, de snævre Ærmer, høie Hæle og latterlige Frisurer.
«Mange Mennesker,» skriver det, «fordærver deres eget Legeme
og Sundhed, naar de nemlig indsnøre Legeme ligesom i Baand
og Lænker. Lungen kan ikke trække nogen Aande til sig,
Armen ikke løftes op, Fødderne blive ikke bequemme til at
gaa, og Hovedet kan neeppe bevæges.»
En staaende Rubrik i dette Kvindeblad er «Hovmester-
inden», der omtaler alt, hvad der tjener til unge Døtres
Undervisning og Tidsfordriv. Hvad «Tidsfordriv» angaar, saa
tilraades «maadelig Søvn, da den gjør munter, og et ungt
Fruentimmer ey bør fattes Munterhed.» Den næste
Tidsfordriv er "Udstaffering,» og her roses det, at et Fruentimmer
selv kan forfærdige, hvad hun bruger til at klæde sig med.
Selskaber maa ikke blive til Tidsspilde, «men anstændigt
Haandarbejde bør derudi foretages.» Selv om de unge Piger, «ey
behøve at arbeide for Nødtørfts Skyld, bør de det dog for ey
at falde i syndige Forbrydelser.» Det tilraades dem at føre
en «nøiagtig Caiender» over sine udførte Arbeider, da det
ved Aarets Slutning vil glæde Sind og Hjerte.
Men «Hovmesterinden» tænker ikke alene paa de Voksne;
hun har ogsaa gode Vink for «Glutters Pleie.» Hun er her langt
forud for sin Tid og fraraader ivrig de sammensnørende Svøb
og de «slyngende Vugger.» Og ve de gamle Sviger- og
Bedstemødre, der vil sige hende imod og holde paa det
bestaaende ! Dem burde man lade prøve de stakkels Smaabørns
Behandling. De burde «bindes tæt sammen som en Rullepølse
og lægges i en Vugge, og paa deres Skrigen skulde de blot
vugges og synges udi Ørene, til man selv fandt det bequemt
at lade dem løs,« saa vilde de nok lære at være
menneskeligere mod de «arme Noer.»
Bladet giver stadig Sundhedsraad baade i den ene og
anden Retning. Saare høit i Anseelse staar Jordbærret. Om
Spisning af denne Frugt heder det, at den er god «mod
Indvoldenes Betændelse, imod Blodgang, Guulsot, Forgift og Steen
og god imod alle (!) indvortes og udvortes Saar.» Hvad mere
vil man forlange af et Sundhedsmiddel, og dertil et saa
velsmagende !
Af alle Tidens Modedaarskaber var vel ingen mere
fremtrædende end de høie Frisurer, som Bladet sees at hentyde til,
og vi maa her indskyde nogle Ord om disse: De var
begyndt og var i god Gang ved det her omtalte Tidsrum; men
sin største Høide naaede de omkring i o Aar senere, ved Aaret
1780. En Dames Hoved tiltog ved denne Slags Pynt 3—4
Gange i Høide og omtrent 1 2 Gange i Omfang. Det
ulykkelige Offer for Moden kunde ikke gaa gjennem en almindelig
Dør uden at bøie sig sterkt eller lægge Hovedet dybt til Side,
hun maatte ligge paa Knæ i lukket Vogn og ved mangen
Anledning sidde opreist i Sengen og sove. Hvad
Haarkunst-nerne saaledes frembragte, lyder næsten utroligt; men endnu
langt ubegribeligere er der dog, at Damerne har villet bære
disse Byrder. Modens og Selskabsverdenens Dronning, Marie
Antoinette, var naturligvis den, ved hvis Frisure
Kunsten blev drevet allerhøiest. Da saaledes engang en fransk
Fregat havde seiret over Englænderne, skulde
Dronningens Hovedpynt forestille et Søslag. Haaret var ordnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
