- Project Runeberg -  Ned med Vaabnene /
22

(1891) [MARC] Author: Bertha von Suttner
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. 1859

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

22 NED MED VAABXENE.
„Aa, du min egen, egen Mand, hvor jeg elsker dig,
og nu rejser du væk fra mig. Hvor kan Livet være
saa forfærdeligt. Hvordan kan jeg leve uden dig —du
dejlige. Gud i Himlen, barmhjertige Fader, lad ham
komme tilbage til mig. Var vi kanske for lykkelige,
maa der ikke findes tuldkommen Lykke paa Jorden? —
Aa, Salighed, hvi3 du vender tilbage og atter kan ligge
roligt sovende ved min Side, uden at skulle sige Farvel
næste Dag! Hvor roligt du sover, min tapre Gut,
kanske du heretter skal sove paa den vaade, kolde Jord,
eller du snart skal hvile i din Grav — — —“.
Alle disse Tanker gjorde mig fortumlet; bare jeg
turde kysse ham og lægge mit Hoved til hans Bryst —
aa, nej, jeg turde ikke forstyrre; han trængte al den
Søvn, han kunde faa. Endnn havde han 6 Timer til
bage. Klokken tikkede, og Lyset bræmlte saa ligegyl
digt, som om dette var en ganske almindelig Nat og
ikke den sidste. Undertiden sank mit Hoved ned paa
Paden og jeg sovnede, men for strax op med heftig
Hjertebanken og Brystet sammensnøret af forfærdelig
Angst.
Da jeg for tiende eller tolvte Gang for op paa
denne Maade, var det Dag. Det bankede paa
Doren.
„Klokken er 6, Hr. Premierløytnant!“ ropte
Ordonansen, der havde Ordre til at vække paa
den Tid.
Arno sprang ud af Sengen.
Nu var den altsaa kommen, den forfærdelige Stund,
da vi skulde sige Farvel !
Jeg skulde ikke folge ham til Jernbaneatationen —
min Smerte ved Afskeden orkede jeg ikke at stille
tilskue for fremmede Folks nysgjerrige Blikke.
Jeg vilde være alene — jeg vilde graate — kaste
mig ret ned paa Gulvet og skrige — skrige højt.
Mens Arno klædte sig paa, søgte han at trøste mig
»aa alle mulige Maader:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0028.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free