Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Epilog 1889
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Epilog.
1889.
Da jeg første Gang vaagnede til Bevidsthed, var
Freden sluttet og Kommunen overstaaet. I maanedsvis
havde jeg levet i en Sygdomstilstand, som jeg endnu ikke
ved, hvad jeg skal kalde. Mine Omgivelser siger, det
var Tyfus. Jeg tror simpelthen, det var Vanvid.
At jeg ikke døde, at jeg fik min Forstand igjen og
forstod min Ulykke, det kom vel af mine Børn. For
deres Skyld maatte jeg leve.
Den Dag, jeg fik vide dette forfærdelige, sank jeg
jamrende paa Knæ og skreg paa Døden som den eneste
Forløser at en forfærdelig Lidelse.
To Arme greb mig om Halsen, og to smerteligt
forfærdede, ømme Barneøjne stirrede paa mig.
„Mor.“
Det var første Gang, den lille ikke sa „Mama“.
Jeg følte, at jeg ikke var alene, at jeg havde en
Søn, der delte min Smerte, som ingen ejede i Verden
uden mig.
Jeg trykkede ham til mit Hjerte og hviskede: „Min
Søn, min Søn.“
Og jeg huskede min lille Pige — hans Barn og jeg
vilde vedbli at leve. Men Smerten var for vedholdende;
jeg sank hen i en aandelig Nat. Og ikke alene denne ene
Gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0311.html
