Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Epilog 1889
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I de følgende Aar — rigtignok med længere og
længere Mellemrum — sank jeg tilbage i Tungsind.
Nu er det længe siden. I mange Aar har jeg
været fri.
Det er gaat 18 lange Aar siden den 1ste Februar
1871; men den dybe Smerte, som tilfejedes mig den
Dag, kan ingen Aar udslette.
Om Dagen kan jeg glæde mig med mine Børn.
Men hver Nat føler jeg den samme forfærdelige Smerte
som hin Dag.
Det er saa besynderligt, at jeg virkelig ofte kan føle
et Slags Livsglæde. Og saa bestandig ved Siden af lide
dette uudholdelige Savn.
Ingen, som ikke har kjendt noget lignende, kan
forstaa denne Dobbeltfølelse.
Jeg gaar altid sørgeklædt; jeg orkede ikke at
aflægge dem paa min Søns Bryllupsdag. Den, som har
elsket, ejet og tabt en slig Mand, kan ikke engang
bekvemme sig til at kaste væk de ydre Tegn paa sin
Sorg.
Kunde jeg hævne hans grusomme Død? Ak, hvem
skulde rammes af min Vrede? Den eneste Skyldige er
Krigsaanden, og kun den skal lide under mit — desværre
altfor svage — Forfølgelsesværk.
Min Søn Rudolf er enig med mig. Men hvert Aar
maa han gjøre Vaabenøvelserne med, og hvis der
udbryder Krig, maa han marschere til Grænsen. Og saa
skal jeg maaske endnu engang opleve at se mit dyreste
Eje ofret til denne Molok.
Skal jeg opleve det, for saa at hensynke i et
uhelbredeligt Vanvid, eller skal jeg opleve Retfærdighedens
og Menneskekjærlighedens Triumf?
Ved Datoen 1ste Februar 1871 staar der et Kors.
Siden er der intet skrevet. Min Livshistorie sluttede da.
Men i Fredriks og min Fredsprotokol har jeg gjort mange
Indførsler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
