Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
slites væk. Naar tiden heier saaret eller ny kjær*
lighet fylder den tomme plads i hjertet, da er det
ikke trøst, men glemsel.
Rose og Torkild var alene sammen i hendes
hjem den kveld moren var blit begravet.
Hun sat i fru Wegners lænestol ved sybordet.
De sidste maaneder var hun blit blek og tynd, den
sorte dragt gjorde hende endda smalere og hvitere.
Det præg, som sorgen hadde git hendes unge an*
sigt, lignet forbitrelse og trods.
Torkild stod ved vinduet og saa ut mot artene
himlen — bak Blaasen. Den lille bergknaus var
gusten av frostbitt græs og buskene nedover dens
side var svarte og bare. Han følte sig underlig
svak og svimmel, kjendte med en egen henrykkelse
at han var mat av mangel paa ordentlig mat —
han hadde ødslet saa meget han kunde av blom*
ster ned i den grav som skulde gjemme hende, der
hadde hjulpet ham gjennem det værste av hans
barndom. Og han hadde sovet litet — det var
som hans sjæl dirret mot fremtiden, inderst inde
rummet den vel, bakom sorgen over den døde,
han hadde elsket, en frydefuld forventning om
den nye kjærlighets underverden. Og han talte
uten at se paa Rose:
«Men hun er jo ikke borte, fordi om hun er
død. Du og jeg — synes du da ikke, hun er til*
bake i os? Vi er da anderledes end alle andre
mennesker — ja synes da ikke du, at vi er ånder*
ledes naar du tænker over det? Og det er da fordi
hun har opdraget os —. Jeg mener at hun har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
