Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Toogtyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
126
hentet et Forklæde fuldt af Spaaner og Qvas. At
Værten havde givet hende Tilladelse dertil, betvivlede
vi intet Dieblik; thi Maren var Ærligheden selv.
ligesaa ubemærket som hun var gaaet, vendte hun
tilbage; hun yttrede ikke et Drd, men lagde stille
Forklædets Indhold i Kurven, fyldte Rakkelovnen og
stak en Svovlstik til; . .. i et Nu steg en klar Flamme
iveiret og belyste vor lille Gruppe med sit venlige
Sfjær.
Moder sad i en gammeldags lænestol, der i sin
Tid havde tilhørt min Bedstefader; Valdemar jad
paa en Skammel ved hendes Fødder. Han var
voret og bleven en smuk Dreng med et godt Hoved
og et ædelt Hjerte; men Barn var han endnu ; han
var den Yngste, og derfor laa hans fortkrøllede Ho
ved i Moders Stjød. længere henne sad Jenny og
jeg med Strikkestrømperne i Hænderne og med Diet
fæstet paa den klare Flamme, der allerede begyndte
at udbrede Varme omkring os. Maren fuldstændig
gjorde Maleriet, hun sad i Krogen med Hænderne
under Forklædet og nu og da udstødte sit: „Af,
Herregud !“
Rakkelovnskrogen var Marens stadige Plads om
Vinteren ; Moder nænnede ikke at lade hende sidde i
Kulden, og Varme til hendes Rammer havde hun
ikke Raad at give hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>