Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otteogtyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
156
Hvor ofte slutte vi os ikke af et enkelt Træk til
den sande Charakteer ! Det er maasfee urigtigt, overs
ilet; men jeg kan ikfe forjage de Indtryk, saadanne
Smaating gjøre paa mig .
Jeg mindes en Scene, jeg engang blev Vidne
til i en Boutik. En ung Pige havde fjøbt nogle
Silkebaand, som hun betalte med en Femdalerseddel.
De havde fun kostet tre Rigsdaler og nogle Skiling,
og hun skulde derfor have Penge tilbage. Svenden
samlede Pengene i en Bunke, for at give hende dem
i Haanden ; men stolt kastede hun Hovedet tilbage og
pegede pau Bordet med en hovmodig Mine.
„ læg dem der !“ sagde hun bydende.
Blodetfoer ham til Hovedet, som om han skam
mede sig, og dog var det hende, der efter min Overs
beviisning havde forseet sig ved at krænke et af sine
Medmennesker uden Grund.
En anden Gaug var jeg paa Udstillingen. Jeg
stod i det Værelse, hvor man fætter Parasoller, Stokke
og Paraplyer; ligesom jeg skulde til at gaae, hørte
jeg Noget falde; jeg vendte mig om og faae en Parasol
ligge paa Gulvet. To unge Damer stode lige ved den.
„ Du har kastet Parasollen om “, – sagde den
Ene - „vil Du ikke tage den op igjen ?“
„lad den gjøre det, der eier den“, – svarede
den Anden og gik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>