Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sexogfyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
338
hende; men hun har angret, og De vil tilgive . . .
ikke sandt?“
„Hvis jeg har Noget at tilgive, er det alt for
længst sfeet; jeg har nu kun Grund til at være hende
taknemmelig for den kjærlighed og Overbærelse, hen
des Moder har viist mod mine mange Svagheder.“
Fru Toppi tog mig i sine Arme.
„ Vi To ville altid elske hinanden; De vil ikke
glemmemig . . . vil De vel?“
„ Saa maatte jeg først glemme mig selv.“
„ Tænker De paa, at Timen snart nærmer sig ?“
Jeg saae paa hende; formodentlig har mit Die
givet hende Svar, uden at min læbe talte.
„Stakkels Barn !“
„ De lider; naar Sjælen er syg og bange, bliver
legemet det ogsaa; men det hedder at kæmpe . . .
vi maae ikke overgive os til Sorgen , men have Til
lið til Forsynet. Vor Tid er ikke altid Guds . . .
De maa selv arbeide Dem frem , saa lægger Gud
sin Velsignelse til . . . naar Maalet er godt, er
Guds Haand rede til Hjælp.“
„Hvad skal jeg gjøre? Jeg er saa svag som et
Barn; hjælp mig, eller jeg troer, jeg bukker under.“
, Det sagde jeg ogsaa engang . . . nu er det
længe siden . . . Tiden har lært mig at lide, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
