Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogfyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
342
bage paa den rette Vei ... den Stolthed er Gud
velbehagelig ; men al anden Stolthed forkaster jeg
som uægte Metal, der ofte forekommer og smukt og
godt ... men undersøger man det fra Grunden af,
opdager man, at det Hele kun er et Blændværk, en
- Synd, der leder os til hundrede andre Synder
og gjør baade os selv og vore Omgivelser ulykkelige.
Qvinden maa være ydmyg; ydmyghed er Qvin
dens bedste Sljold; det gav Gud hende som et Værn
mod Mandens overlegne kraft.
Det var den sidste Middag paa Lindenæs. Jeg
stod i Spisestuen ved Siden af Fru Toppi; Fanny
holdt mig i Haanden ... jeg følte, at den blev fug
tig . .. var det af hendes Taarer ? Græd hun for
mig? Lempeligt løsgjorde jeg Haanden ; jeg havde al
min Kraft behov til dette Dieblif, og Fanny’s Sorg
gjorde mig svag.
Trin nærmede sig ... det var Kammerherrens.
Jeg følte, hvor jeg stjælvede; jeg maatte lægge min
Haand fast paa Ryggen af en Stol, for at skjule
min Bevægelse.
Han traadte ind.
Tause satte vi os til Bordet; Maden blev bragt
om , men lidet blev spiist.
; Nu og da lagde Kammerherren Haanden paa
Brystet, for at faae Veiret; han stirrede ned paa sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
