Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogfyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
344
Jeg tog den lille Frands, jeg havde flettet til
Alma, og gik til Kirkegaarden ; det var den sidste
Gang.
Solen var sin Nedgang nær.
Da jeg kom til Hjørnet af Kirkegaarden , saae
jeg en Hest staae fastgjort ved et Træ . Det var
Kammerherrens. Jeg standsede ... hvad skulde jeg
gjøre? Jeg havde ikke Mod til at træffe ham ved
Graven . .. jeg manglede Kraft til at træffe mig
tilbage.
langsomt nærmede jeg mig Hesten , slog min
Arm om dens stolte Hals, lagde mit Hoved til dens
... jeg elskede den ... hvor ofte havde den ikke baa
ret ham ! ham , som jeg nu skulde forlade for evig !
„Hils ham !“ – hviskede jeg - „Siig ham ,
hvad jeg ikke kan sige; bring ham min Taare .. . den
rinder for ham ... den udsprang fra mit Hjerte, for
at falde som Velsignelse paa hans Fremtidsvei. Siig
ham , jeg elsker ham , fun ham alene! Mit Die var
intet Bedrag, min læbe ingen Usandhed ; han, fun
han opfylder min hele Tanke, mit Hjerte og min
Sjæl.“
Hesten vrinskede og spidsede Drerne; forstod den
mig ?
Hastigt fjernede jeg mig.
Ved Grøften stod en stor Hvidtjørn ; jeg skjulte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>