Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogfyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
349
res Følelser; see ikke saa smerteligt paa mig;. De
gjør mig svag, og jeg vil saa gjerne, saa uendelig
gjerne være stærk. Haab paa Gud; han er den
Sorrigfuldes Fader, og vi To ere Begge hans Børn.
Hust paa, naar Nøden er størst, er Guds Hjælp
nærmest. De er elsket, ubestrivelig elsket af „ham “,
. .. De vil blive lykkelig.“
Han stod for mig som en Guds Udvalgte, og
det var han i Sandhed og Kjærlighed. Han tænkte
ikke paa sin egen Smerte, men kun paa min ; han
rørte mig saa dybt, at jeg glemte min Sorg og kun
græd over hans.
„ Ran De tilgive mig?“ – spurgte jeg ind
trængende.
„Om jeg kan ? Tro mig, Frøken Vardum , min
Lykke er ene afhængig af Deres. Bliver De glad
og lykkelig, saa . .. saa bliver jeg det ogsaa.“
Haanden laa paa Laasen .
„Herr Wolff!“ – raabte jeg smerteligt.
Hastig vendte han sig og kom nærmere; jeg ilede
ham imøde og kastede mig i hans Favn .. . en Taare
faldt fra hans Die paa min Mind ... det var For
sagelsens bittre Taare.
Døren var luffet; jeg lyttede til de bortilende
Trin ; „ ogsaa ham !“ tænkte jeg. Men hvad var det ?
Han forlod ikke Lindenæs: jeg hørte tydeligt hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
