- Project Runeberg -  Amalie Vardum /
348

(1862) [MARC] Author: Fanny Suenssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogfyrretyvende Capitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

348
„ Pastor Wolff ønsker at tale med Frøkenen.“
,,Det maa saa være“, – tænkte jeg og svarede
Tjeneren „ja.“
„ Jeg kommer for at sige Dem Farvel; jeg veed
ikke, om vi sees oftere. Siig mig derfor, Frøken
Vardum : har jeg forstaaet Dem ? Min Tanke fjen
der De; – fun et Ord: ja eller nei.“
Saa havde jeg dog gjættet rigtigt; endnu denne
Sorg . . .
„Min Gud, hvor jeg er bedrøvet!“
Jeg brast i Graad.
En Haand blev blidt lagt paa min Skulder;
det var ikke første Gang. Gud velsigne den Haand,
der udstrækker sig til Trøst, skjøndt den selv stjælver
af Smerte og Bevægelse!
Han tænkte kun paa at mildne min Sorg, og
dog var det mig , der havde tilføiet ham , min Be
skytter, min eneste Ven , et Saar, som hverken For
andring eller Tid nogensinde udslettede.
Jeg vilde tale , men han bad mig tie . .. han
var meget bleg, de klare Taarer stode ham i Dinene,
og jeg havde fremkaldt dem , jeg, som holdt saa ube
skrivelig meget af ham .
„Stille, Frøken Vardum , berolige Dem ! Mit
Die sagde mig, jeg var paa Vildspor; men Hjertet
er saa feigt, det vilde ikke troe. Nu fjender jeg des

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Aug 20 13:35:36 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/vardum/0356.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free