- Project Runeberg -  Vintergrønt /
12

(1867) Author: Christian Richardt
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa – baade første, anden og tredie Gang; men daarlig
til at forsvare sig; thi hans Følelser overvældede hans
Tanker.

Han begreb det ikke, han kunde ikke længer sidde,
han overlod Pladsen til Viceordføreren og gik; – det var
ikke frit, at de Andre lo.

Han var kommen til Mødet sammen med Lars, men
gik hjem alene, skjønt Vejen var lang. Det var en kold
Høstdag, skarp og afblæst stod Skogen, graagul Marken,
Rim begyndte hist og her at ligge efter i Vejkanten.
Skuffelsen er en frygtelig Kammerat, han følte sig saa
liden og forladt, der han gik, men Lars stod for ham
allevegne, ragende til Himmels i Aftenskumringen, som en
Kjæmpe. Det harmede ham, at han skyldte sig selv, at
dette var blevet et Hovedslag; thi han havde sat formeget
paa en eneste liden Sag. Men Overraskelsen, Smerten,
Vreden havde vundet paa ham, – det brændte, susede,
græd og rasede i ham endnu. Han hørte Vognrammel bag
ved sig, det var Lars, som kom i skarpt Trav med sin
ypperlige Hest og kjørte forbi ham, saa det dundrede paa
den haarde Vej. Han saa efter ham, som han sad der
bredskuldret i Vognen, medens Hesten raste paa af Hjemlængsel,
uden at Lars gjorde Andet med den end at lade den have
slap Tømme. Dette blev som et Billede paa hans Kræfter;
denne Mand kjørte frem til Maalet! Selv følte han sig
kastet ud af hans Kjerre, der han piltede frem i
Høstkulden.

Hjemme paa Aakre gik Konen og ventede. Hun vidste,
at et Slag skulde staa, hun havde aldrig i sit Liv troet
Lars og følte nu Rædsel for ham. Det havde ikke trøstet
hende, at de vare kjørte væk sammen, det vilde ikke
engang trøste hende, om de kom hjem sammen. Men Mørket
faldt paa, og de kom ikke. Hun stod i Døren; thi Vejen
gik der forbi, hun gik nedover og hun gik hjem igjen,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 13:53:39 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vintgron/0020.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free