Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bedstemoders Manuskript, Fortælling af H. F. Ewald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i saa mange Aar var min Ægtefælle, min Sjæls Veileder,
Støtte og Trøst.
Denne mit Livs klare Stjerne er nu slukt, men
dengang var den i Opgang. Der stod han da for mig og talte
til mig og det, han sagde, indeholdt jo vistnok en Roes,
jeg var langtfra at fortjene, men i hans Mund vare disse
Ord mig dyrebare og ere blevne mig uforglemmelige.
"De handler christeligt og ret, saaat Englene glæde
sig derved. Gud give mange unge Piger lignede Dem!
Gjør, hvad de udentvivl af Gud er udseet til at gjøre,
men gjør det varsomt og blidt! Frygter De at være alene
om denne vanskelige Gjerning og troer De, at jeg kan
være til nogen Nytte, saa behøver jeg vel neppe at sige,
at jeg ganske er til Deres og Deres stakkels Pleiefaders
Tjeneste."
Ja, det kunde han visselig! Havde jeg ikke havt ham
at tye til, vilde jeg aldrig faaet Mod til at gjøre, hvad
jeg ansaae for min Pligt, og det vilde hele mit Liv
igjennem angret mig. Enden paa vor Samtale blev da, at han
fulgte mig hjem, og det lykkedes mig at bevæge ham til
at følge op med, hvilket han nødig gjorde uden at være
kaldet af den Syge selv; men da jeg sagde, at Modet
vilde svigte mig, hvis jeg ikke vidste ham i Nærheden,
saa gav han efter.
Jeg gik imidlertid alene ind til den kjære stakkels
Fader Charles, som var vaagnet op af sin Søvn og nu
havde et af sine lidelsesfri og klare øieblikke. Jeg
skjelvede ved at bemærke det, men jeg lod dog Vaagekonen
gaae for at nyde nogen Hvile, og nu vare vi alene. Han
saae paa mig med det samme underlige spørgende Blik,
som jeg nu kjendte saa godt. Hvor skarpe vare ikke hans
ædle og fine Træk blevne ved hans Lidelser! Mine Øine
fyldtes med Taarer ved at see paa ham; jeg vilde tale,
men Ordene frøs fast i Munden paa mig, da han Gudskeelov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
