Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Brændevinet (Efter det Svenske)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.62
Finkelruset, dette Skrækvidunder,
ufødt laa endnu og ruged under
Kornets skrumpne Skal saa fast forvart.
Mandens Kind var ikke som en Pose,
Næsen bar ei rødblaa Gjæringsrose,
og hans Blik var klart,
Se der koges! Se hvor Giften blandes!
Finklen klækkes af sit Skal, til Landes
Ødelæggelse, til Folks og Lands.
Alle Hjerner siden kom i Irring;
rundt gik Jord og Himmel i Forvirring.
Slukt er Sind og Sands.
Nu forvexles Himlens fire Streger,
Tanken sig i vilden Hvirvl bevæger,
Næsens Rosenknopper springe frem.
Dag af Natten gjøre drukne Vilde,
og som Svovl og Beeg den sunde Kilde
kun forfærder dem.
Fæle Bylder skyde frem paa Kinden,
Haanden skjælver som et Løv for Vinden,
Tungen stammer, Diebarnets liig.
Dyret studser: — Manden, Guders Lige,
er den Eneste i Verdens Rige,
som beruser sig.
Gift, som i Naturens Aarer brænder,
du som Adam under Dyret skjænder,
hvo opfandt dig? O mon hvem det veed?
Jo, da Satan havde Herren fristet,
fuld af Harm og Skam han bort sig listed,
og han Finkel græd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
